Styrelse: Landmænd skal fortsat udlægge randzoner

NaturErhvervstyrelsen understreger, at man fortsat vil kontrollere, om landmænd har udlagt randzoner

Landmændene Povl og Christian Blak Bojer blev mandag morgen frifundet for overtrædelser af randzoneloven.

Hos NaturErhvervstyrelsen pointerer man imidlertid, at den konkrete sag drejer sig om randzoneloven fra 2012 – og at loven blev ændret i 2014.

Ifølge styrelsen ændrer mandagens dom derfor ikke på, at den nuværende randzonelov skal overholdes.

- Det betyder, at landmænd fortsat skal udlægge randzoner. NaturErhvervstyrelsen vil derfor fortsat kontrollere, om landmænd har udlagt de randzoner, som de ifølge loven har pligt til, skriver styrelsen på sin hjemmeside.

Her fremgår det også, at man nu går i gang med at gennemgå dommens præmisser sammen med anklagemyndigheden, som tager stilling til, om sagen skal ankes til Landsretten.

Læs også