Bygnings- og Maskinkontoret for Sydjylland og Fyn lukker. Det har kontorets forretningsudvalg besluttet.

Samtidig fyres maskinkonsulenterne Jan Cederfeld og Jørgen Pedersen.

Det er manglende efterspørgsel efter kontorets rådgivning, der er årsagen til lukningen. I stedet for den lokalprægede rådgivning vil der blive taget initiativ til at sikre maskinrådgivningen i området gennem et netværkssamarbejde med øvrige egnsdels-konsulenter og Landbrugets Rådgivningscenter.

Maskin- og bygningskonsulent Holger Broegaard Nielsen, der har energi, indengårdsmekanisering, korntørring samt tvistigheder som arbejdsområder, fortsætter, men med tilknytning til bygningskontoret, der fortsætter uændret i Vejle og Varde.

- Men, understreger han, der bør være efterspørgsel efter en rådgivning. Vi skal ikke bibeholde et system for systemets egen skyld. Vi er jo til for medlemmernes - landmændenes - skyld. Og hvis ingen efterspørger den ydelse, vi kan tilbyde, må vi tilbyde den i en anden form. Vi må kort sagt skabe et produkt, der er efterspørgsel efter.

Per Bardrum oplyser, at der har været nogle kontakter imellem lederne af de forskellige rådgivningscentre rundt omkring i landet, og at man har en forventning om, at der skal kigges på hele maskinrådgivningen på landsplan for at se, hvordan den bedst muligt kan tilpasses det behov, der er.

Per Bardrum regner med, at de konkrete forhandlinger om det kommende rådgivningssystem på maskinsiden starter efter sommerferien, og han forventer, at der kommer et system op at stå, som kan betjene landmændene og opfylde behovet for maskinrådgivning.

- Når vi tager det barske skridt, at nedlægge maskinkontoret, må det gøres til bunds, så alle ved, hvor de står. Og så må vi bagefter finde ud af, hvad der skal gøres fremover, slutter Per Bardrum.