Kylling & Co. vælger Dagrofa Foodservice som ny fødevareleverandør

Restaurantkæden Kylling & Co. har besluttet, at det i fremtiden er fødevaregrossisten Dagrofa Foodservice, der skal levere råvarer til kæden, som har restauranter i en række byer i Midt- og Vestjylland.

Det startede med en enkelt restaurant i Holstebro tilbage i 2009, men i dag har restaurantkæden Kylling & Co. udviklet og vokset sig så stort, at der er restauranter i flere byer i Midt- og Vestjylland. Det skyldes særligt kædens franchise-model.

Fra årsskiftet tager virksomheden, der har hovedkontor i Ikast, fat på et nyt partnerskab med fødevaregrossisten Dagrofa Foodservice, der repræsenterer en årlig værdi på »et større tocifret millionbeløb«.

Det betyder samtidig, at det fremover er Dagrofa, der skal levere råvarer til Kylling & Co., som i alt har 14 fastfoodrestauranter i Midt- og Vestjylland samt en enkelt restaurant i den grønlandske hovedstad Nuuk.

Kylling & Co.

  • Kylling & Co. er en danskejet restaurantkæde
  • Kylling & Co. har 14 Kylling & Co. lokationer i Danmark (Aars, Esbjerg, Herning, Hobro, Holstebro, Ikast, Nykøbing Mors, Randers, Ringkøbing, Skive, Skjern, Varde, Viborg Gravene og Viborg Overlund) samt én i Grønland
  • Kæden står bag K&C Sandwich, der er en testbutik i Aarhus
  • Virksomheden blev etableret i 2009 og har hovedkontor i Ikast

Stort udvalg og flere aldersgrupper

Fastfoodkæden er særligt kendt for at servere sandwich, bagels og danske ovnstegte kyllinger, men derudover er der også mulighed for at købe bowls, varme wokretter og salatbar.

Traditionelt har kæden haft et godt tag i den yngre målgruppe og børnefamilier, men i dag appellerer Kylling & Co. til alle aldersgrupper. Derfor er Claus Jensen, adm. direktør i Kylling & Co., også glad for den nye aftale med Dagrofa.

- Vi blev tidligt i forhandlingsforløbet overbevist om, at Dagrofa Foodservice har fødderne solidt plantet på jorden, og det stemmer godt overens med vores vestjyske tilgang til at drive forretning. Dagrofa Foodservice kommer bl.a. til at skulle hjælpe os med at udvikle flere af vores egne kvalitetsprodukter til restauranterne, så vores fastfoodkoncept bliver endnu mere attraktivt for vores gæster. Med andre ord skal Dagrofa Foodservice helt konkret hjælpe os med den direkte kontakt til fødevareindustrien både herhjemme og internationalt, siger direktøren i en pressemeddelelse.

Teknologi og digitalisering i fokus

Det nye partnerskab med Dagrofa Foodservice betyder ikke udelukkende, at de skal levere råvarer til Kylling & Co. Samarbejdet indeholder også sparring i forhold til teknologi og digitale muligheder, hvor fastfoodkæden i fremtiden kommer til at satse endnu mere.

- Vi har i de senere år investeret mange ressourcer i at forbedre den digitale madoplevelse hos os f.eks. i forbindelse med bestilling af take-away via vores nye app. Samtidig har de fleste af vores restauranter fået installeret digitale selvbetjeningsterminaler. Dagrofa Foodservice har ligeledes brugt mange kræfter på at modernisere deres digitale værktøjer, og jeg er sikker på, at vi kan drage fordel af de fælles erfaringer på den teknologiske front, forklarer Claus Jensen.

Forbedret logistik og leveringssikkerhed

Samarbejdet mellem fastfoodkæden og fødevaregrossisten indebærer også en forbedring af logistikken, som vil gøre hverdagen lettere for kæden.

- Vi kommer også til at drage nytte af deres logistikløsning, hvilket betyder, at alle vores restauranter i Midt- og Vestjylland fremover får leveret råvarer fra den samme lagerterminal. Det bliver en klar forbedring for os i vores hverdag, da det er med til at gøre logistikprocesserne mere smidig og enkel, lyder det fra Kylling & Co.-direktøren.

Dagrofa Foodservice

  • Dagrofa Foodservice er en af Danmarks største totalleverandører til foodservicesektoren og en del af Dagrofa-koncernen.
  • Virksomheden leverer til mange forskellige kundesegmenter – fra den lokale café til Michelin-restauranter.
  • Dagrofa Foodservice står også bag tredive Cash & Carry-butikker på tværs af landet og specialistselskaberne Grambogård, Grøn Fokus, HKI Ost og Prima Frugt.

En stærk partner

Det nye partnerskab træder i kraft den 1. januar 2025, og skaber ikke kun glæde hos Kylling & Co.

Hos Dagrofa Foodservice glæder man sig også over den nye samarbejdsaftale og melder sig samtidig klar til at understøtte Kylling & Co. i den fremtidige udvikling.

- Vi er utroligt stolte over, at Kylling & Co. har peget på os som kædens nye fødevareleverandør. Kylling & Co. står utroligt stærkt på madscenen i Midt- og Vestjylland, og de har en klar profil, når det handler om at servere fastfoodalternativer med fokus på bl.a. hele danske kyllinger. Vi ser meget frem til at hjælpe Kylling & Co. med f.eks. at få flere egne kvalitetsprodukter i restauranterne og at skabe gode digitale madoplevelser, siger Michael Christensen, adm. direktør i Dagrofa Foodservice.

Kylling & Co. afprøver pt. et testkoncept med en butik i Aarhus under navnet K&C Sandwich.

Læs også