Ændrer koncernstruktur og ledelse: Sådan vil DLG spare 1 milliard
Nyt ledelsesteam og ny struktur skal sikre milliardinvestering og bedre service til landmændene. Det sker blandt andet ved, at koncernen rykker sammen i én agri-enhed.

Som led i det store transformationsprogram, ReGen, ændrer DLG nu på sin koncern- og ledelsesstruktur. Arkivfoto: Daniel Barber
DLG Group tager nu første store skridt i en gennemgribende transformation.
Koncernen offentliggjorde i sidste uge et treårigt transformationsprogram, ReGen, der skal effektivisere DLG og sikre en stærkere fremtid. For at eksekvere på det har DLG netop meldt en ny organisationsstruktur ud. Målet er klarere ansvar, hurtigere beslutninger og bedre konkurrencekraft.
- Den nye struktur, vi implementerer, er afgørende for, at vi lykkes med transformationen. Den vil gøre DLG Group mere omkostningseffektiv og fremtidssikret samt medvirke til, at vi i hele koncernen fremadrettet agerer mere som ét team, siger koncerndirektør Peter Giørtz-Carlsen i en pressemeddelelse.
DLG har med ReGen-programmet sat sig for at realisere 1 milliard kroner i forbedringer på bundlinjen. Heraf skal 600 millioner kroner geninvesteres i organisationen. Programmet fokuserer både på omkostningsreduktion og øget indtjening. Nu følger første konkrete ændring i form af en ny og mere strømlinet organisation.
Større fokus på landmændene
Med den nye struktur samles DLG's danske, svenske og tyske agriforretninger i én samlet enhed: Agriculture Business Group. Den nye enhed skal give bedre muligheder for at dele viden og »best practice« på tværs af grænser og styrke både effektivitet og innovation. Peter Kjær Jensen, der tidligere har været adm. direktør i PostNord Danmark, bliver ny Executive Vice President (EVP) for enheden.
- Vi samler vores agriforretninger i én enhed for at udnytte vores størrelse, øge effektiviteten og fremme best practice på tværs af markeder, forklarer Peter Giørtz-Carlsen.
De lokale selskaber – DLG i Danmark, Svenska Foder og Team Agrar – bevarer samtidig det fulde markedsansvar i hvert land.
Ifølge koncernen er målet at sikre stærk lokal forankring og et skarpere kommercielt fokus.
I Danmark bliver Anders Jeppesen Jensen ny Head of Agriculture. Han kommer fra Daka Denmark A/S og har mange års erfaring fra Arla, Tican og HKScan.
- Samarbejdet med landmænd har været en rød tråd gennem hele min karriere, og jeg går meget op i, at vi skal finde nye måder, hvorpå vi kan skabe værdi for dem, siger Anders Jeppesen Jensen og fortsætter:
- Jeg ser frem til at lære mit nye team at kende og sammen med dem arbejde for, at DLG fastholder og styrker sin position som markedsleder i Danmark.
De to nye chefer træder ind i deres rolle pr. 4. juni 2025.
Fra tre til fire forretningsben
DLG's fremtidige organisation bygges op omkring fire forretningsgrupper:
- Agriculture
- Animal Nutrition
- Energy
- Housing
Formålet er at skabe skalafordele og øge tværgående effektivitet. Samtidig skal den nye struktur sikre, at DLG’s funktioner – som IT, indkøb og økonomi – bliver mere fokuserede og bedre til at understøtte forretningen.
Vilofoss, DLG’s vitamin- og mineralforretning, bliver sin egen enhed – Animal Nutrition Business Group – under ledelse af Bøje S. Kjær. Her er målet at drive vækst på flere markeder og styrke innovationen.
Kevin Lorenzen bliver udnævnt til Group COO og får ansvar for IT, digitalisering, marketing og indkøb, samtidig med at han fortsætter som EVP for Energy Business Group. Ifølge DLG skal digitalisering og effektiv indkøbsstyring være nøgleelementer i at løfte værdiskabelsen i koncernen.
- Vi vil lede DLG Group på en mere direkte og integreret måde med fokus på stærkere eksekvering og forbedret performance management. Med andre ord vil vi drive DLG mere som én koncern, siger Peter Giørtz-Carlsen.
ReGen: Fundamentet for fremtidens DLG
Transformationsprogrammet ReGen blev lanceret i sidste uge og løber frem til 2027. Dets mål er klart: DLG skal være en stærkere, mere moderne og konkurrencedygtig virksomhed – både til gavn for ejere og kunder. Programmets finansiering sker gennem en kombination af effektiviseringer og investeringer.
- Jeg er glad for at kunne offentliggøre mit nye ledelsesteam og de muligheder, vores nye organisation åbner for mine kolleger på tværs af koncernen. Det åbner nye veje for, at de kan udvikle sig og vokse som en del af et stærkt team i en koncern med international styrke, udtaler Peter Giørtz-Carlsen.
ReGen-programmet har som målsætning at indhente 1 milliard kroner i omkostnings- og indtjeningsforbedringer over tre år og er besluttet efter det seneste underskud i koncernen på 185 millioner kroner.