Dansk biogasudvikler bygger første danske biogasprojekt i Indien
Den dansk-indiske biogasudvikler Jwala Bioenergy har valgt Isgec Heavy Engineering som hovedentreprenør til opførelsen af selskabets første kommercielle biogasanlæg i Dera Bassi i den indiske stat Punjab. Det bliver samtidig det første danske biogasprojekt i Indien.

Jwala Bioenergy ApS skal opføre sit anlæg i Punjab i Indien. Foto: Jwala Bioenergy
Den dansk-indiske biogasudvikler Jwala Bioenergy Aps, der har base i København, har udpeget Isgec Heavy Engineering Ltd. som hovedentreprenør på selskabets første kommercielle biogasanlæg i Indien.
- Vi er glade for at indgå samarbejde med Isgec som hovedentreprenør. Det er en virksomhed med tæt på 100 års historie og dokumenteret erfaring fra branchen, der omfatter projekter i Indien og flere internationale projekter, herunder samarbejde med danske virksomheder som Burmeister og Wain Contractor A/S, siger Benjamin Attumaly, bestyrelsesformand i Jwala Bioenergy, i en pressemeddelelse.
Anlægget skal opgøres i Dera Bassi i staten Punjab, og bliver det første af sin art udviklet af en dansk aktør. Det skal dagligt håndteres over 100 ton lokal biomasse, herunder rishalm, kogødning og fjerkræaffald fra små landbrug i området. Anlægget skal årligt producere 2,5 millioner nm3 biogas.
Gassen skal tilføres gasnettet i Chandigarh gennem en aftale med Gail og IndianOil-Adani Gas, mens restprodukterne bruges som organisk gødning til områdets landmænd.
Projektet er designet i samarbejde med PlanEnergi og kombinerer dansk teknologi og knowhow med indisk eksekveringskraft.
Det er første gang, at en dansk udvikler opfører et biogasanlæg i Indien, og projektet markerer derfor et nyt kapitel i det grønne strategiske samarbejde mellem Danmark og Indien. Projektet har også for nylig modtaget finansiel støtte fra State Bank of India.
- Det er en spændende tid på det indiske biogasmarked. Nye lovkrav har skabt en efterspørgsel, der er næsten 100 gange større end den nuværende andel af biogas i det indiske gasnet, siger Benjamin Attumaly og tilføjer:
- Aftalen med vores nye hovedentreprenør afspejler vores ambition om at opbygge gasinfrastruktur i Indien ved hjælp af dansk knowhow, internationale standarder og lokal forankring. Vi ser nu frem til samarbejdet og det første spadestik til byggeriet.