Sjællandsk desinfektionsproducent indtager Tyskland
Med nyt materiale på tysk og en stærkere lokal tilstedeværelse sætter den danske virksomhed Jorenku A/S ind på et af Europas største landbrugsmarkeder.

Arkivfoto
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
Jorenku A/S, den Tappernøje-baserede producent af desinfektionsmidler, opruster i Tyskland, hvor virksomheden ser betydeligt vækstpotentiale.
Det sker med et målrettet eksportfremstød, understøttet af nyt tysksproget produktmateriale, og medarbejdere der kan håndtere dialog og ordrer på kundernes eget sprog.
- Vi ser store muligheder i Tyskland. Forudsætningen for at lykkes er at møde kunderne på deres eget sprog, og derfor har vi nu både en tysksproget hjemmeside og alt materiale på tysk til rådighed. Det giver os et stærkere udgangspunkt i markedet, siger administrerende direktør Johnni Pedersen i en pressemeddelelse.
Siden 1999 har Jorenku haft et solidt forhandlernetværk i landet, men ifølge direktøren er potentialet langt fra udnyttet. Derfor deltager han sammen med dele af bestyrelsen i en delegationsrejse i september, hvor programmet byder på kundebesøg og møder med nye potentielle partnere.
- Næste skridt bliver delegationsrejsen i september, hvor vi møder markedet direkte og sætter handling bag strategien. Her besøger vi både kunder og potentielle nye forhandlere i Tyskland, siger han.
Målet er at udvide samarbejdet med flere forhandlere og dermed skabe ny vækst på nærmarkedet.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.






































