Livsværk solgt efter 32 år: Sønderjysk maskinfirma køber Bejco
Børge Jørgensen har efter 32 år med produktion og salg af danske minidumpere valgt at sælge sin virksomhed til AP Maskiner Danmark A/S.

Fra venstre: Henrik Hansen og AP Maskiner Danmark A/S har købt Bejco A/S af Børge Jørgensen. Fotos: AP Maskiner
Efter 32 år med produktion og salg af danske minidumpere er det slut for Børge Jørgensen.
Direktøren har valgt at sælge sit livsværk Bejco & Kramac Maskincompagni A/S til maskinfirmaet AP Maskiner Danmark A/S, der har hovedkvarter i Haderslev og som drives af Henrik Hansen.
Henrik Hansen har planer om at drive virksomheden videre i samme spor som den nu tidligere ejer.
- Vi vil føre Bejco videre i samme ånd, som Børge Jørgensen har drevet virksomheden i. Nemlig med fokus på kvalitet, service i særklasse og tætte relationer til vores kunder, siger Henrik Hansen i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Vi laver en lille justering i firmanavnet, som fremover slet og ret vil være Bejco A/S. Og så satser vi på at tilføre nye ressourcer og kompetencer samt et øget udvalg af produkter.
AP Maskiner Danmark blev grundlagt i år 2020, og året forinden var Henrik Hansen begyndt at importere afrettere fra den hollandske fabrik AP Machinebouw og gav sit nye firma navn efter maskinproducenten.
Siden har han løbende udvidet sit sortiment til også at omfatte en række andre maskintyper og mærker, og senest også med købet af Bejco & Kramac Maskincompagni.
Optimal synergi
I hverdagen vil kunderne i Bejco ikke opleve den store forskel, da virksomheden fortsat vil have adresse på Viborgvej i Sabro vest for Aarhus, mens AP Maskiner Danmark bevarer sin placering i Haderslev.
For Henrik Hansen er det dog vigtigt, at de to virksomheder lærer af hinanden.
- Vi vil drive AP Maskiner Danmark og Bejco som to firmaer, men naturligvis udnytte synergierne optimalt. Bejco vil fortsat være baseret på vores egen produktion og udvikling af dumpere, siger direktøren og tilføjer:
- De italienske Eurocomach gravemaskiner i både mini- og midi-segmentet vil uændret have en vigtig rolle hos Bejco, og det samme gælder vores import og forhandling af blandt andet Hinowa-bæltedumpere og flere andre mærker og typer maskiner og materiel.
Det betyder også, at selvom firmaerne har hver sin adresse og hvert sit fokus på maskiner, skal der også været et overlap, så alle mærker sælges fra både Haderslev og Sabro.
- Helt umiddelbart øger vi bemandingen hos Bejco med en branchekendt sælger, som kører ud fra Sabro. Her har vi heldigvis stadig Helle Hansen til at klare de administrative opgaver, som hun har gjort siden 1998. Det er også hende, der styrer reservedelene, og det har været vigtigt for os at få hende »med i handlen«, forklarer Henrik Hansen.

Henrik Hansen har nu sat sig som indehaver af Bejco A/S.
To år undervejs
Købet af Bejco er netop gået igennem, men snakken om at overtage den østjyske virksomhed har stået på on-off de seneste to år.
Det afslører Børge Jørgensen.
- Jeg og Henrik begyndte at tale om, at han skulle købe Bejco A/S allerede i 2023. Siden har det været on-and-off, indtil vi nu fik alle detaljer på plads, siger den nu tidligere direktør af Bejco og fortsætter:
- Jeg fylder 79 år næste gang, og jeg har været på udkig efter en arvtager i flere år. Men det har været afgørende vigtigt for mig, at det skulle være en køber, der vil passe mine kunder godt. Det føler jeg mig overbevist om, at Henrik Hansen vil.
For Henrik Hansen gør det ikke den store forskel, at der skulle gå to år fra de første snakke til en reel handel var i hus.
- Det er ok, at det har taget lidt tid. Det har givet mig mulighed for at konsolidere mere med AP Maskiner. Efter lidt indledende løs snak kom der gang i tingene, da Børge og jeg tilfældigt kom til at holde ved siden af hinanden på en motorvejsrasteplads på Sjælland, hvor jeg blev opmærksom på dumperne, han havde med, forklarer han.
Fører arven videre
I forbindelse med overtagelsen af Bejco er Henrik Hansen ikke sen til at sende rosende ord i retning af Børge Jørgensen, som nu har givet sit livsværk videre.
- Bejco har gennem årtier opbygget et solidt ry som en kompetent og troværdig leverandør til entreprenørbranchen. Det er et ry, som i høj grad er skabt af Børge Jørgensens dedikation, faglighed og personlige engagement, siger han og uddyber:
- Det er ikke tilfældigt, at han simpelthen er kendt som »Børge Bejco« eller »Bejco-Børge«. Og vi er stolte over at få lov til at føre hans arv videre.
AP Maskiner Danmark har foruden de hollandske AP-afrettere blandt andet Kersten-fejemaskiner, Atlas-gravemaskiner og materialehåndterere, store Arjes-impaktormaskiner og Bobcat-udstyr.
I Sabro byder Bejco foruden egne minidumpere på bæltedrevne dumpere fra Hinowa, Eurocomach-gravemaskiner, Socomex-hydraulikhamre, samt trailere fra både Brians James og Nugent.