Et nyt samarbejde mellem danske og hollandske kræfter har set dagens lys under navnet Manter Nordic, der primært henvender sig til kartoffel- og løgproducenter.

Det dansk-hollandske joint venture er etableret med et klart formål om at styrke salget, installationen og servicen af avancerede maskinløsninger til agro-food industrien i Danmark, Norge, Sverige og Island.

Bag initiativet står hollandske Manter International, der er producent af vægte, pakke- og palleteringsmaskiner. Derudover står danske Kenneth Rasmussen, der har mange års erfaring fra pakkemaskine-industrien og et helt arbejdsliv med teknisk salg og automatisering.

- Jeg oplever et klart behov for en nordisk aktør, der kan samle kræfterne og tilbyde komplette løsninger med lokal support. Kunderne ønsker i stigende grad en partner, der taget det samlede ansvar for hele linjen lige fra sortering og vejeudstyr til pakning, palletering, udsugning og service, siger han i en pressemeddelelse.

En samlet partner

Manter Nordic fungerer som det nordiske bindeled for tre af Hollands mest anerkendte producenter i form af Manter Internationale, Flikweert Vision og Jongejans Dust Extraction, der til sammen tilbyder et komplet sortiment af højteknologiske løsninger til hele pakkeprocessen.

Med et samlet kontaktpunkt får kunderne adgang til hele værdikæden, lige fra sortering til pakning til palletering og service. Alt bliver leveret med lokal tilstedeværelse og teknisk ekspertise, lyder det om det nye samarbejde.

Teknologi møder lokal knowhow

Samarbejdet mellem de tre hollandske producenter og Manter Nordic giver kunderne det bedste fra de to verdener.

Man får således internationalt anerkendt teknologi kombineret med lokal nordisk service. Med base i Danmark og tæt kontakt til både producenter og landbrug tilbyder Manter Nordic hurtig responstid, teknisk rådgivning og skræddersyede løsninger, der bliver tilpasset det enkelte anlæg.

- Vi ser et stort potentiale i Norden, hvor mange pakkerier står foran en opgradering af deres produktionslinje. Kombinationen af præcision, automatisering og bedre arbejdsmiljø passer perfekt til branchens udvikling, siger Kenneth Rasmussen og fortsætter:

- Vi har på nuværende tidspunkt installeret fire store pakkelinjer til læggekartofler i Danmark, som er bygget op omkring Manters præcise og driftssikre veje- og pakkemaskiner. Derudover er der leveret udsugningsanlæg fra Jongejans til flere danske lokationer samt Flikweert vision-sorteringssystemer til kunder, som ønsker at optimere kvalitetsstyringen.

Klar til vækst i hele Norden

Manter Nordic planlægger at udvide både organisationen og sin geografiske tilstedeværelse i Norden de kommende år.

Målet er at blive den foretrukne samarbejdspartner for nordiske producenter af kartofler, løg og andre grøntsager, der ønsker effektive, bæredygtige og fremtidssikrede pakkeløsninger.

Dette skal ske ved, at man har fokus på tæt kundedialog og kontinuerlig udvikling af teknologiske løsninger.

Business