Råder over 3.300 kvadratmeter i dag: Maskinforretning fylder 125
Fredag den 12. december markerer femte generation i Frøslev Maskinforretning, at det hele startede i 1900 samme sted som en lille landsbysmedje.

Anders Andersen er femte generation. Siden 2000 har han været indehaver af Frøslev Maskinforretning. Den 12. december inviterer familievirksomheden på Stevns til 125-års jubilæum med et åbent hus arrangement fra klokken 12 til 16. Foto: Erik Hansen
Lige siden 1900, altså i nu 125 år, har Frøslev Maskinforretning ligget solidt midt i den gode jord på Stevns. Det markerer femte generation fredag den 12. december med åbent hus i virksomheden fra klokken 12 til 16.
Et lille nybygget hus dannede rammen om en lille landsbysmedje, der gennem de mange år er vokset til en moderne maskinforretning med 3.300 kvadratmeter under tag. Seneste udbygning var i 2022 med opførelsen af endnu en koldhal til at huse både nye og brugte landbrugsmaskiner.
Anders Andersen har som femte generation ejet maskinforretningen siden år 2000, hvor han overtog den efter sin mor, Eva Andersen. Sammen med Asger Andersen, drev hun Frøslev Maskinforretning fra 1970 og alene fra 1994 efter mandens død.
David Brown i 1964
Bengt Andersen fik som tredje generation 1964 den første traktorforhandling. Det var de dengang røde David Brown, som siden blev til Case og til Case IH, der fortsat forhandles i Frøslev, nu i samarbejde med den sjællandske hovedforhandler S.D. Kjærsgaard.
Desuden forhandles hele Amazone-programmet af jordbehandlingsredskaber, såmaskiner, gødningsspredere og sprøjter. Netop på sprøjtesiden vil Amazone nu være eneste mærke hos Frøslev Maskinforretning, efter opsigelsen i forbindelse med Hardi omlagde deres forhandlernet.
- Vi havde ellers haft Hardi-forhandlingen lige siden den danske sprøjtefabrik blev grundlagt i 50'erne, fortæller Anders Andersen.
Øvrige forhandlinger, som også vil være repræsenteret ved jubilæumsdagen, er Krone pressere og øvrige halmredskaber samt Müthing afpudsere. I butikken forhandles de kendte mærker fra Stiga, Stihl, Echo og Ariens.
Det nuværende personale er broderen Allan Andersen, der siden 2007 har taget sig af salget. Anders Andersens hustru Tinne har overtaget hvervet som bogholder efter moderen Eva Andersen. Trods sine 82 år kommer hun stadig og hjælper til i forretningen. Derudover tager tre fuldtidsbeskæftigede og en medarbejder på deltid sig af værkstedsarbejdet.

Frøslev Maskinforretning råder over 3.300 kvadratmeter. Forrest ved vejkrydset lå den oprindelige landsbysmedje, hvor det hele startede i 1900. Arkivfoto: Erik Hansen











































