Danish Crown og AgroGas har opnået såkaldt international Verra-godkendelse af en metan-teknologi, der opsamler og destruerer metan fra overdækkede gylletanke. Godkendelsen gør det muligt at sælge dokumenterede klimakreditter fra AgroGas-anlæg installeret på griseejendomme.

Metan er ifølge virksomhederne 28 gange mere potent som drivhusgas end CO2 og udgør en væsentlig del af husdyrproduktionens klimaaftryk. Med et AgroGas-anlæg kan landmænd reducere deres udledninger og opnå et økonomisk incitament gennem salg af Verra-kreditter til aktører i og uden for fødevarebranchen.

- Verra-godkendelsen er et gennembrud, ikke kun for Danish Crown og AgroGas, men for hele dansk landbrug. Vi kan nu dokumentere og omsætte metan-reduktioner til klimakreditter, der både gavner klimaet og kan tilskynde til investeringer ude på gårdene, siger Peter Foged Larsen, CEO i AgroGas.

Fem er allerede i drift

Teknologien er udviklet i samarbejde med Danish Crown og vurderes at kunne reducere klimaaftrykket fra husdyrproduktionen med op til 20 procent. Målet er, at metan-reduktionen også kan indgå i landmandens klimaregnskab, når CO2-afgiften på landbruget træder i kraft fra 2030.

- I Danish Crown er vi glade for, at det potentiale, vi så i AgroGas for tre år siden, nu for alvor kan realiseres. Vi har en omkostningseffektiv teknologi klar til implementering, der både gavner vores ejere, Danish Crown, og har opnået fuld anerkendelse som omsættelige Verra-kreditter, siger Gustaf Bock, Danish Crowns repræsentant i AgroGas' bestyrelse.

Metan-reduktionerne kan anvendes som insetting, hvor Danish Crowns grisekød får et lavere CO2-aftryk, eller som off-setting, hvor virksomheder køber kreditter som led i deres ESG-rapportering.

De første fem AgroGas-anlæg er allerede i drift hos Danish Crowns andelsejere.

Business