En generel nedsættelse af momsen på alle fødevarer er den mest enkle og retfærdige måde at lette prispresset for forbrugeren.

Det vurderer brancheorganisationen FødevareDanmark, efter statsminister Mette Frederiksen i weekenden under en partilederdebat ved De Radikales nytårsstævne tilkendegav, at hun hælder til netop den model.

Udmeldingen vækker glæde hos Leif Wilson Laustsen, direktør i FødevareDanmark, der repræsenterer et bredt udsnit af landets fødevarevirksomheder.

- En generel nedsættelse af momsen på fødevarer vil være den mindst bureaukratiske løsning. Hvis man kun nedsætter momsen på frugt og grønt, frygter jeg, at vi løber ind i en masse grænsetilfælde, hvor virksomheder og myndigheder skal diskutere, hvornår noget er en momsfri fødevare, og hvornår det ikke er, siger Leif Wilson Laustsen i en pressemeddelelse og tilføjer:

- For eksempel om en salat med dressing eller en grøntsagssmoothie falder i den ene eller anden kategori. Jo enklere modellen er, desto større er sandsynligheden for, at lettelsen rent faktisk slår igennem i praksis.

Skal undgå belastning af virksomheder

Selvom Leif Wilson Laustsen glæder sig over weekendens udmelding fra statsministeren, slår FødevareDanmark fast, at det er afgørende, at den model politikerne lægger sig fast på, ikke belaster erhvervslivet med mere administration.

- Vi har desværre en tendens til at gøre livet mere komplekst for erhvervslivet, hver gang vi indfører ny lovgivning på fødevareområdet. Derfor er det helt afgørende for vores medlemmer, at en momsnedsættelse ikke bliver administrativt tung for fødevarevirksomhederne, siger han og fortsætter:

- Modellen skal være enkel, gennemskuelig og må ikke betyde flere systemer, mere dokumentation eller øget kontrol. Hvis formålet er at lette prispresset på forbrugeren, må løsningen ikke gøre det dyrere at drive virksomhed.

FødevareDanmark er brancheorganisationen for fødevarevirksomheder på tværs af hele værdikæden fra jord til bord – fra slagtere, bagere samt oste- og fiskehandlere til producenter, grossister og slagterier.

FødevareDanmark repræsenterer blandt andet 90 procent af landets slagterier, som tilsammen står for 60 procent af alle danske svineslagtninger og 45 procent af alle danske kreaturslagtninger.

Business