Efter knap ni år: Dansk direktør stopper i finsk maltvirksomhed
Danske Kasper Madsen har efter knap ni år valgt at stoppe som adm. direktør i den finske maltvirksomhed Viking Malt.

Danske Kasper Madsen stopper som adm. direktør i Viking Malt. Han fortsætter dog i sin stilling, indtil en afløser er på plads. Foto: Viking Malt
Knap ni år.
Så længe har Kasper Madsen været ansat som adm. direktør i den finske virksomhed Viking Malt, men nu har han valgt at tiden er inde til at prøve noget nyt.
Det skriver Viking Malt i et opslag på LinkedIn.
- Jeg har nu været adm. direktør for Viking Malt i næsten 9 år. Dette er meget længere end oprindeligt planlagt, men det har været fantastisk at lede Viking Malt. Så bestyrelsen og jeg er nået til enighed. I år er året, hvor jeg begynder at fokusere på andre vigtige ting i livet, og Viking Malt begynder at lede efter den næste kaptajn ved roret, står der blandt andet i opslaget.
Kasper Madsen forklarer, at han føler, tidspunktet er det rette til at give stafetten videre, men slår samtidig fast, at han fortsætter som adm. direktør indtil bestyrelsen har fundet en passende afløser.
- Jeg vil fortsætte som CEO og gennemføre vores strategi og solide forretningsplaner med energi og passion, da jeg stadig elsker mit job, virksomheden, branchen og mest af alt – mine kolleger, lyder det.
Bestyrelsesformanden Pär-Gustaf Relander takker i opslaget Kasper Madsen for hans tid i den finske virksomhed.
- Det har været en utrolig rejse med Kasper ved roret. Jeg kan ærligt sige, at hverken jeg eller bestyrelsen ønsker, at familien skal gå i opløsning, men vi forstår også, at forandring er uundgåelig – og ingen af os bliver yngre… Desværre.






































