27-årig bliver medejer hos sønderjysk New Holland-forhandler
Den sønderjyske maskinforretning PN Maskiner har fået en ny medejer. Pr. 1. marts 2026 er Søren Boje trådt ind i såvel ejerkredsen som virksomhedens bestyrelse.

Foto: PN Maskiner
27-årige Søren Boje, der det seneste år har været lagerchef hos PN Maskiner, kommer til at udgøre generationsskiftet i den sønderjyske New Holland-forhandler. Det oplyser PN Maskiner i en pressemeddelelse.
Han skal være med til at udvikle virksomheden videre og sikre, at forretningen følger med udviklingen i branchen – samtidig med at den bygger videre på virksomhedens mangeårige værdier.
Søren Boje er født og opvokset i lokalområdet og har rødder i landbruget. Han er uddannet EUX-landmand med speciale i malkekøer og har efterfølgende taget en uddannelse som markedsføringsøkonom. De seneste år har han arbejdet som sælger af landbrugs- og entreprenørmaskiner hos en anden maskinhandler og har desuden været på arbejdsophold på større landbrugsbedrifter i udlandet.
De eksisterende ejere, fætrene John Petersen og Torben Petersen, repræsenterer tredje generation i familievirksomheden.
- Jeg kan mærke, at mine værdier passer godt sammen med John og Torbens. Samtidig er jeg typen, der ikke kan lade være med at forsøge at gøre en forskel, og det glæder jeg mig til at være med til her, siger Søren Boje.
- PN Maskiner har en stærk historie og et solidt ry i branchen. Min ambition er at være med til at bygge videre på det fundament og samtidig bidrage med nye idéer, så virksomheden fortsat står stærkt – både over for leverandører og kunder – og kan levere den service, kunderne efterspørger, fortsætter han.

PN Maskiner ligger i Troldkær i Sønderjylland og er New Holland-forhandler. Arkivfoto: Erik Hansen
Ærlig og troværdig
Ifølge Torben Petersen var værdierne afgørende for valget af den nye medejer.
- Vi har valgt netop Søren, fordi vi oplever ham som ærlig og troværdig med nogle stærke værdier. Samtidig har han fingeren på pulsen i forhold til udviklingen i branchen, og det er vigtigt for virksomhedens fremtid, siger han.
PN Maskiner beskæftiger i dag omkring 42 medarbejdere og arbejder med både landbrugs-, entreprenør- samt have- og parkmaskiner. Virksomheden tilbyder salg, reservedele og værkstedsservice, er New Holland-hovedforhandler og har import af Belrobotics robotter, Mulag-vejvedligeholdsmaskiner samt Trimax-klippere.
Samtidig arbejder virksomheden aktivt med at uddanne næste generation i branchen og har løbende både elever og lærlinge. Netop nu søger virksomheden både elever og lærlinge.











































