Opkøb og investeringer sikrer rekordår hos sydjysk maskinproducent
Investeringer i digitalisering og britisk opkøb styrker vækst og global efterspørgsel fra den Kolding-baserede GreenTec, der for andet år i træk oplever rekordomsætning.

GreenTec sætter rekord igen i 2025 drevet af opkøb, digitalisering og global vækst trods lavere indtjening. Foto: GreenTec
GreenTec leverer for andet år i træk rekordomsætning i 2025 på trods af en generel tilbagegang i branchen. Efterspørgslen på maskiner til pleje af grønne områder er steget på tværs af markeder som Danmark, Storbritannien, DACH, Benelux og Australien.
GreenTec realiserer en bruttofortjeneste på 28,6 millioner kroner mod 27,5 millioner kroner året før, mens resultat før skat lander på 5,7 millioner kroner mod 6,2 millioner kroner året før. Den marginale tilbagegang forklares af målrettede investeringer, der allerede bidrager til væksten og øger kapaciteten til yderligere international ekspansion.
- Vi er rigtig glade for resultatet, som vi har præsteret i 2025. Med investeringer i både digitaliseringen og med opkøb af en britisk virksomhed, produktionskapacitet i England, har vi fået mange nye medarbejdere med ombord. Trods verdenssituationen og øgede drift omkostninger, kommer vi igennem 2025 med endnu en rekordomsætning. Det er et resultat, hele GreenTec holdet, er meget stolte af. siger Henrik Bernth, adm. direktør i GreenTec i en pressemeddelelse.
Digitalisering har været en central strategisk prioritet for at skabe en mere skalerbar platform til den stigende efterspørgsel. Samtidig har opkøbet af en britisk produktionsvirksomhed styrket tilstedeværelsen i markedet, hvor lokal produktion nu understøtter vækstambitionerne.
Opkøbet har også udvidet produktprogrammet med Tiger-rotorklipperen og tilført 14 nye medarbejdere i England.








































