En fransk startup har taget et afgørende skridt mod at gøre biogas tilgængelig for langt flere landbrug – også dem uden adgang til gasinfrastruktur.

Virksomheden Sublime Energie har i Bretagne indviet verdens første anlæg, der kan flydendegøre biogas direkte på gården.

Demonstrationsanlægget, kaldet »Charlie«, markerer et muligt teknologisk gennembrud, som kan ændre forretningsgrundlaget for biogasproduktion i landbruget.

Med løsningen kan landmænd producere flydende biogas (bioLNG) og flydende biogen CO2 direkte på ejendommen uden at være afhængige af tilslutning til gasnettet.

Opgør med central flaskehals

I dag er en stor del af landbrugets biogaspotentiale utilgængeligt. Små produktionsvolumener, store afstande til gasnettet og høje investeringsomkostninger har længe været barrierer for udbredelsen.

Den nye model vender logikken på hovedet.

Inspireret af mælkeindsamling arbejder Sublime Energie med et såkaldt »hub-and-spoke«-princip, hvor biogas gøres flydende på gården og derefter transporteres til centrale anlæg for opgradering og salg.

Dermed kan også mindre og geografisk isolerede landbrug blive en del af markedet for grønne brændstoffer.

Løfter værdien af biogas

Kernen i løsningen er en patenteret proces, der øger biogassens energitæthed ved at gøre den flydende. Det gør det muligt at transportere energien uden for gasnettet.

På det centrale anlæg adskilles gassen via kryogen destillation til bioLNG og flydende bioCO2.

Demonstrationsanlægget i Bretagne forventes at producere omkring 180 ton bioLNG og 330 ton flydende CO2 årligt.

- Med Charlie demonstrerer vi, at det er muligt at overvinde de historiske begrænsninger ved biogasproduktion. Ved at flydendegøre biogas direkte på gården muliggør vi en off-grid model, der kan frigøre stor værdi fra en fragmenteret landbrugsressource, siger Bruno Adhémar, stifter og adm. direktør i Sublime Energie i en pressemeddelelse.

Stifter og adm. direktør i Sublime Energie, Bruno Adhémar.

Stifter og adm. direktør i Sublime Energie, Bruno Adhémar.

Nye markeder og klimafordele

Teknologien åbner ifølge virksomheden ikke kun for nye forretningsmodeller, men den spiller også ind i den grønne omstilling:

  • BioLNG kan reducere CO2-udledningen fra tung transport med op til 85 procent 
  • Biogasproduktion mindsker emissioner fra husdyrgødning 
  • Flydende bioCO2 kan erstatte fossil CO2 i blandt andet fødevareindustrien 
  • Løsningen kan anvendes i sektorer, hvor elektrificering er vanskelig, herunder landbrug og søfart

 

Stabil indtjening uden store investeringer

For landmænd ligger en væsentlig del af potentialet i en ny indtægtskilde uden krav om store investeringer.

Forretningsmodellen bygger på, at virksomheden opkøber rå biogas direkte fra landmændene. Dermed får producenterne en stabil indtjening, uden selv at skulle investere i opgraderingsanlæg.

Samtidig er der mulighed for medejerskab i projekterne.

- Der er ingen fremtid for landbruget i Bretagne uden husdyrproduktion. Men fremtiden for husdyrbruget afhænger af, at biogasproduktion bliver udbredt og understøttet. Sublime Energies model er en konkret løsning, der kan hjælpe husdyrbedrifter med at tilpasse sig, siger landmanden Alain Guillaume, der er med i projektet.

Decentral biogasmodel kan inkludere små landbrug og øge værdien af gylle gennem produktion af bioLNG og CO2.

Decentral biogasmodel kan inkludere små landbrug og øge værdien af gylle gennem produktion af bioLNG og CO2.

Klar til skalering

Med Charlie har selskabet afsluttet den teknologiske testfase og bevæger sig nu mod kommerciel udrulning.

Næste skridt er projektet »Delta«, hvor omkring ti landbrug kobles til et fælles behandlingsanlæg. Det forventes at stå klar i 2028.

Ambitionen er en bred udrulning i både Frankrig og resten af Europa – og dermed etableringen af en ny, decentral energisektor baseret på landbrugets ressourcer.

Business