Dansk kaffekoncern slår rekord og omsætter for 1,24 milliarder kroner
Trods faldende kaffeforbrug, store udsving i råvarepriser og hård konkurrence leverer BKI Foods rekordhøj omsætning, vækst i egne brands og fremgang på eksportmarkederne.

BKI Foods trodser det pressede kaffemarked med rekordomsætning, brandvækst, eksportfremgang og investeringer. Foto: Colourbox
Kaffemarkedet har også i 2025 været præget af markante udsving i råvarepriser, faldende forbrug og skarp konkurrence. Alligevel har BKI Foods styrket sin position og realiseret en omsætning på 1,24 milliarder kroner.
Virksomheden ristede 15.000 ton råkaffe og landede et resultat på 14,9 millioner kroner. Samtidig vokser både egne brands og eksportforretningen, der nu udgør cirka 30 procent af den samlede forretning.
- Vi er tilfredse med resultatet set i lyset af de markedsforhold, vi opererer under. De seneste år har været turbulente for hele kaffeindustrien, men vores robuste forretningsmodel og langsigtede tilgang viser sin styrke. Vi følger den strategi, vi lagde i 2023, og som løber frem mod 2028. Den skal styrke os i fremtidens marked og sikre, at vi fortsat kan møde kaffedrikkernes behov i en verden, der forandrer sig hurtigt, siger Henrik Aagaard, adm. direktør i BKI foods.
BKI-brandet er relanceret med ny strategi, emballage og kommunikation og er vokset med 14,4 procent siden sidste år. Black Coffee Roasters vokser samtidig 40 procent i volumen i detailhandlen. BKI har desuden investeret i nye produktionslinjer og lanceret bæredygtighedsprogrammet »Kaffe med omtanke«.
For 2026 venter BKI fortsat usikkerhed, men forventer en mindre stigning i afsætningen og et resultat på niveau med 2025.
































