Kæmpe biogashandel baner vej for nye investeringer i dansk landbrug: - Vi er stolte og glade for at kunne give depechen videre
Den nordiske biogasaktør St1 Biokraft overtager Danish Bio Commodities fra blandt andre Vestjyllands Andel og Jysk Energi. Handlen skal løfte DBC ind i næste vækstfase og styrke St1’s ambition om 6 TWh biogassalg i 2030.

St1 Biokraft køber DBC og får dansk platform med 400 GWh kapacitet i jagten på nordisk biogasvækst. Foto: DBC
Den svensk-finske biometanvirksomhed St1 Biokraft rykker nu for alvor ind på det danske marked med købet af Danish Bio Commodities (DBC).
DBC, der i dag ejes af Jysk Energi, Vestjyllands Andel og Hedeselskabet, har opbygget en markant position på det danske biogasmarked med produktionsaktiver, en projektportefølje med yderligere udbygningspotentiale og kommercielle kompetencer inden for blandt andet biomasseindkøb, certifikathandel og tekniske services.
Selskabet har en produktionskapacitet på mere end 400 GWh. For St1 Biokraft er opkøbet et vigtigt skridt i ambitionen om at nå en egen biogasproduktion på 3 TWh og et biogassalg på 6 TWh inden 2030.
Kræver større investeringer
DBC blev oprindeligt stiftet med blandt andre Jysk Energi og Vestjyllands Andel som drivende aktionærer. De to selskaber ejer tilsammen 76,8 procent af DBC-koncernen.
Ifølge Lars Naur, adm. direktør i Jysk Energi og bestyrelsesformand i DBC Invest, er tiden nu inde til at sende selskabet videre til en ejer med større kapitalstyrke.
- Da vi var med til at stifte DBC, var ambitionen at bidrage til udviklingen af en stærkere dansk biogassektor. DBC har i dag en solid markedsposition og et betydeligt vækstpotentiale, men næste udviklingsfase kræver større investeringer og adgang til yderligere kapital. St1 Biokraft er den rette ejer til at føre DBC videre. Vi er stolte af det, vi har bygget op, og glade for at kunne give depechen videre til en virksomhed, der deler vores engagement i bæredygtig energiproduktion og er godt rustet til at sikre DBC’s fortsatte udvikling, siger han i en pressemeddelelse.
Han påpeger samtidig, at Biogas fortsat er en vigtig del af Europas grønne omstilling og et væsentligt bidrag til at mindske afhængigheden af russisk gas.
Landbrugets ressourcer i spil
For Vestjyllands Andel markerer salget ifølge adm. direktør og DBC-bestyrelsesformand Steen Bitsch begyndelsen på et nyt kapitel.
- DBC er et godt eksempel på, hvordan dansk landbrug kan skabe værdi langt ud over den enkelte bedrift. Gennem årene har virksomheden bidraget til at udvikle en stærk biogasforretning med afsæt i landbrugets ressourcer, og det er en udvikling, vi er stolte af at have været med til.
VA-direktøren peger samtidig på, at handlen giver Vestjyllands Andel mulighed for at bringe kapital videre i nye projekter.
- Samtidig er vi glade for, at aftalen med St1 Biokraft indebærer, at Vestjyllands Andel kan geninvestere i fremtidige biogasprojekter og fortsætte med at skabe langsigtet værdi for vores ejere og for dansk landbrug. Slutteligt vil jeg gerne rette en stor tak til medarbejdere, samarbejdspartnere og medejere, som har været med til at gøre DBC til den virksomhed, den er i dag.
Nyheden om salget af DBC kommer kun få uger efter, at Vestjyllands Andel købte grovvare-aktiviteterne i Hornsyld Købmandsgaard.

Adm. direktør i Vestjyllands Andel, Steen Bitsch, fremhæver DBC som landbrugsdrevet værdiskabelse og ser salget som mulighed for nye biogasinvesteringer. Arkivfoto: Victor Juul Grønbæk
DBC er et godt eksempel på, hvordan dansk landbrug kan skabe værdi langt ud over den enkelte bedrift. Gennem årene har virksomheden bidraget til at udvikle en stærk biogasforretning med afsæt i landbrugets ressourcer, og det er en udvikling, vi er stolte af at have været med til
Steen Bitsch, adm. direktør i Vestjyllands Andel
Danmark ses som nøglemarked
St1 Biokraft er i forvejen til stede i Norge, Sverige og Finland. Med købet af DBC får selskabet nu en platform i Danmark, der regnes blandt Europas mest udviklede biometanmarkeder med etableret infrastruktur og langsigtede markedsforudsætninger.
For St1 Biokrafts administrerende direktør, Miika Johansson, passer DBC ind i den nordiske vækststrategi.
- Jeg er meget glad for at kunne annoncere dette opkøb, som markerer et vigtigt skridt i opbygningen af St1 Biokraft til det førende biometanselskab i Norden. DBC bringer en etableret lokal platform med et erfarent team og ekspertise i det danske marked. Sammen med vores eksisterende virksomhed styrker det vores evne til at opskalere produktionen, udvide vores kundeudbud og fortsætte vores vækst i Danmark. Vi er glade for at kunne byde vores nye danske kolleger velkommen til St1 Biokraft, når vi sammen tager det næste skridt i vores vækstrejse, siger Miika Johansson, administrerende direktør i St1 Biokraft.
Også hos DBC fremhæves det danske marked som en central del af handlens logik.
- Danmark er et af Europas mest avancerede biometanmarkeder, og DBC bidrager med en stærk lokal platform, en solid markedsposition, dokumenterede kompetencer og et betydeligt vækstpotentiale, siger Rune Ledgaard Sørensen, adm. direktør i DBC.
St1 Biokraft driver i dag 12 produktions- og opgraderingsanlæg i Sverige og Norge, har to anlæg under opførelse i Finland gennem joint venture-selskabet Suomen Lantakaasu og råder over et voksende netværk på mere end 70 tankstationer og busdepoter.

































