Trods presset maskinmarked: Agco Danmark leverer overskud på 35,7 mio. og øger markedsandelen
Agco Danmark har formået at styrke sin position i seneste regnskabsår, hvor traktormarkedet ellers er faldet med over 25 procent. Samtidig er selskabet på vej mod et markant skifte, da der er indgået aftale om salg af aktiviteterne til TBS Maskinpower og Sivertsen.

Agco Danmark har i det seneste regnskabsår leveret et overskud på 35,7 millioner kroner, ligesom man har øget sin markedsandel. Arkivfoto: Henriette Lemvig
Agco Danmark har i 2025 formået at øge sin markedsandel fra 32,3 procent til 35,9 procent.
Det, selvom 2025 var et vanskeligt år for markedet for landbrugsmaskiner. Salget af traktorer faldt således med over 25 procent i forhold til året før, mens også markedet for mejetærskere og ballepressere oplevede en tilbagegang.
- Tilbagegangen er en fortsættelse af den afdæmpede efterspørgsel, som har præget branchen siden 2023. Landmændenes investeringslyst er faldende som følge af geopolitiske usikkerheder og ændringer i den nationale miljøpolitik, hvor op mod 15 procent af landbrugsarealet forventes at blive taget ud af produktion, står der i ledelsesberetningen.
Faldende omsætning – stigende indtjening
Agco Danmarks omsætning faldt fra 751,4 millioner kroner i 2024 til 682,5 millioner kroner i seneste regnskabsår.
Omvendt steg resultatet til 35,7 millioner kroner fra 27,3 millioner kroner året før.
Hos ledelsen i Agco Danmark anser man det seneste resultat for tilfredsstillende til positivt på trods af den lavere omsætning sammenlignet med året før.
- Ledelsen anser resultatet for acceptabelt i lyset af det nuværende makroøkonomiske miljø, lyder det.
Virksomheden oplyser ligeledes, at salget af originale reservedele og supplerende produkter har været stabilt gennem året, og at der ikke er planer om større investeringer i den nærmeste fremtid.
Sælger aktiviteter
I løbet af det seneste regnskabsår har Agco Danmark indledt en proces med at afhænde sine handelsaktiviteter i Danmark.
Den 31. oktober 2025 blev der således underskrevet en aftale med to købere.
Køberne er TBS Maskinpower ApS, der skal overtage aktiviteterne tilknyttet Fendt og Valtra, mens Sivertsen A/S overtager aktiviteterne omkring Massey Ferguson.
I ledelsesberetningen fremgår det, at transaktionerne fortsat afventer de nødvendige myndighedsgodkendelser, og derfor indgår de fortsat i regnskabet efter de almindelige regnskabsprincipper.
Ledelsen har dog en forventning om, at salgene bliver gennemført i det indeværende regnskabsår.
Forventer uændret marked
Ovenpå et år, hvor omsætningen er blevet lavere, mens indtjeningen er steget, ser ledelsen i Agco Danmark ind i 2026 med en forventning om, at markedet for mejetærskere, traktorer og ballepressere vil fortsætte i samme spor som 2025.
Men selvom man hos ledelsen forventer en samlet efterspørgsel i den lave ende, har man også en forventning om at fortsætte fremgangen i markedsandelen for selskabets tre mærker. Her er målsætningen en samlet vækst på omkring 3 procent.
Samtidig peger ledelsen på, at den fortsatte konsolidering blandt de større landbrug stiller større krav til udviklingen af forhandlernetværk og samarbejdet med kunderne.
På trods af den forestående afhændelse af aktiviteterne vurderer ledelsen, at selskabet fortsat kan aflægge regnskabet under forudsætning af fortsat drift.
Agco Danmarks kunder består af et netværk af 13 forhandlere i Danmark med i alt 43 salgssteder for maskiner, reservedele og butiksvarer.




































