Vesthimmerlands Kommune har fået 4,5 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden til et projekt, der skal udvikle nye løsninger inden for plantebaserede fødevarer, grøn omstilling og lokal erhvervsudvikling.

Projektet har fået navnet LIFT – Local Implementation of Agri-Food System Transition – og gennemføres i samarbejde med Københavns Kommune.

I Vesthimmerland skal projektet tage udgangspunkt i erhvervssatsningen Gundestrupgaard, hvor kommunen vil etablere et såkaldt Living Lab. Her skal virksomheder, landmænd, forskere og offentlige aktører arbejde sammen om at udvikle og afprøve nye løsninger gennem hele værdikæden fra mark til måltid.

De omkringliggende landbrugsarealer skal blandt andet bruges til forsøg med proteinrige afgrøder. Derudover skal projektet arbejde med forarbejdningsfaciliteter, udvikling af produkter til offentlige køkkener og etablering af partnerskaber mellem producenter, aftagere og forskningsmiljøer.

Kommunen skal også udarbejde en samlet strategi for plantebaserede fødevarer i Vesthimmerland. Det oplyser Gundestrupgaard i en pressemeddelelse.

Skal skabe nye muligheder for landbruget

Ifølge borgmester i Vesthimmerlands kommune, Per Bach Laursen (V), er ambitionen at koble den grønne omstilling med erhvervsudvikling og nye indtjeningsmuligheder i landbruget.

- Den grønne omstilling handler ikke kun om at tage jord ud af drift. Den handler også om at skabe nye muligheder for landbruget, nye arbejdspladser og nye værdikæder. Med udgangspunkt i Gundestrupgaard ønsker vi at skabe et sted, hvor idéer kan udvikles og afprøves i praksis sammen med dem, der skal leve af dem, siger han.

Projektet skal blandt andet undersøge, hvordan mulighederne i den grønne trepart kan forbindes med udviklingen af fremtidens fødevareproduktion.

Vil samle flere dagsordner

- Bevillingen giver os mulighed for at arbejde konkret med de muligheder, der ligger i den grønne omstilling, og samtidig skabe udvikling og nye perspektiver for landbruget og fødevareerhvervet i Vesthimmerland, siger Per Bach Laursen.

Klimakoordinator i Vesthimmerlands Kommune Gitte Vestergaard Christensen peger på, at projektet skal samle en række dagsordener, der i dag ofte behandles hver for sig.

- Den grønne trepart, klimaindsatsen, lokale fødevarestrategier og erhvervsudvikling hænger tæt sammen. Med vores Living Lab kan vi samle aktørerne og skabe konkrete erfaringer med, hvordan fremtidens fødevaresystem kan se ud i praksis, siger hun.

København skal bidrage med efterspørgsel

De to kommuner repræsenterer hver sin ende af fødevarekæden. Mens Vesthimmerlands Kommune skal arbejde med produktion, arealanvendelse og nye værdikæder, skal Københavns Kommune undersøge sin fødevareforsyning og sine indkøbsmønstre.

Formålet er at få mere viden om, hvordan offentlige indkøb kan understøtte markedet for økologiske og plantebaserede fødevarer og dermed bidrage til den grønne arealomstilling og målene i den grønne trepartsaftale.

Ambitionen er, at erfaringerne fra produktionen i Vesthimmerland og de offentlige køkkener i København kan bruges til at udvikle et mere robust og bæredygtigt fødevaresystem. LIFT-projektet løber frem til april 2028.
 

Business