Dansk akvakultur får nu en international frontløber på natur- og biodiversitetsområdet.

Musholm bliver som den første akvakulturvirksomhed i verden omfattet af Science Based Targets for Nature gennem deltagelse i Science Based Targets Networks Ocean Hub-pilotprojekt.

Den danske ørredproducent har fastlagt en række konkrete mål, som blandt andet skal reducere presset på vilde fiskebestande, genoprette marine levesteder og mindske risikoen for påvirkning af truede og beskyttede arter.

Musholm samarbejder i indsatsen med BioMar, der leverer foder og data om blandt andet råvarernes oprindelse og miljøpåvirkning. Begge virksomheder er medlemmer af Dansk Akvakultur Producentorganisation (DAPO).

- Det er en markant milepæl for dansk akvakultur, som viser, hvordan et højt ambitionsniveau kan omsættes til konkrete og målbare indsatser, og samarbejdet mellem brancherne understreger, at naturhensyn skal løftes i hele værdikæden. Som brancheorganisation er vi stolte af, at to af vores medlemmer går forrest med indsatser, der kan dokumenteres og følges over tid, siger René Christensen, direktør i DAPO, i en pressemeddelelse.

Datadrevet reduktion

Et af de centrale mål handler om de marine råvarer, som indgår i fiskefoder.

Musholm vil inden 2029 reducere anvendelsen af marine råvarer baseret på blåhvilling med 52,94 procent sammenlignet med 2025. Frem mod 2031 er målet samtidig at mindske afhængigheden af marine ingredienser fra vildtfangede fisk ved i højere grad at anvende cirkulære og alternative råvarer.

BioMars Blue Impact-foderprogram skal understøtte denne udvikling og give Musholm mulighed for at følge ændringerne gennem data og dokumentation.

Indsatsen rækker samtidig længere end virksomhedens egne havbrug. Musholm og BioMar vil senest i 2029 styrke sporbarhed, overvågning og afværgeindsatser i udvalgte fiskerier, hvorfra der hentes marine råvarer til akvakulturfoder.

Målet er at få større indsigt i de biodiversitetsrisici, der kan være forbundet med råvareforsyningen, og på den baggrund ændre indkøb og andre dele af forsyningskæden.

- Når Musholm sætter ambitiøse naturmål, er det afgørende med stærke partnerskaber i vores værdikæde. Vi ønsker at tage ansvar lokalt, hvor vi opdrætter vores fisk, men også de steder i verden, hvor ingredienserne til vores foder kommer fra, for der påvirker vores efterspørgsel også naturen, siger Thorbjørn Harkamp, direktør for Musholm A/S.

56 hektar nye rev i Storebælt

Naturmålene omfatter også projekter tæt på Musholms egne produktionsanlæg.

Sammen med Slagelse Kommune vil virksomheden inden udgangen af 2029 genoprette 42 hektar stenrev og 14 hektar blåmuslingerev ved Storebælt Klint i Musholmbugten.

Dermed omfatter projektet i alt 56 hektar marine levesteder.

Musholm vil desuden senest i 2030 reducere brugen af netimprægnering på virksomhedens tre havbrug.

For BioMar betyder samarbejdet, at foderproducentens arbejde med råvarevalg og dokumentation kobles direkte til kundens biodiversitetsmål.

- Når vi taler om natur, er det vigtigt at se på hele værdikæden og ikke kun på det, der sker på selve opdrættet. Foderet spiller en afgørende rolle, og gennem vores arbejde med råvarer, sporbarhed og foderformulering kan vi udvikle løsninger, der tager højde for kundens specifikke natur- og bæredygtighedskrav. Samtidig kan vi gennem Blue IMPACT levere den dokumentation og indsigt, der gør det muligt at følge udviklingen over tid. Vi er stolte af at samarbejde med Musholm og bidrage med den viden, dokumentation og de foderløsninger, der kan være med til at gøre ambitionerne til virkelighed, siger Anders Brandt-Clausen, BioMar A/S.

DAPO peger på, at projektet samtidig er et eksempel på, hvordan natur- og biodiversitetskrav i stigende grad kan komme til at påvirke hele værdikæden i akvakultur – fra råvareleverandører og foderproducenter til selve fiskeopdrættet.

Business