Lyt til artiklen Afspiller
Hele artiklen læst op
0:00 / 0:00

Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.

Energikoncernen Verdo har solgt hovedparten af aktiviteterne i Verdo Energy Systems til Linka Koncernen med hovedsæde i Lem ved Ringkøbing.

Handlen, der har virkning fra 19. oktober, omfatter service, automation, industri og mindre energiprojekter samt 50 medarbejdere. Dermed vokser Linka fra cirka 100 til 150 ansatte.

Overtagelsen sker blot to måneder efter, at Verdo varslede en kontrolleret afvikling af selskabet.

Linka, der leverer biomasse- og energianlæg til fjernvarmeværker, industri og landbrug, overtager samtidig aktiviteterne i Aalborg og et kontor i Polen.

- Vi har stort fokus på at kunne levere energieffektive løsninger til varmekunderne i fremtiden, og her har Verdo Energy Systems været en meget interessant opkøbskandidat og et godt match for os, siger Linkas bestyrelsesformand, Christoffer Lassen, i en pressemeddelelse.

Opkøbet skal understøtte koncernens ambitioner om vækst i Danmark og internationalt. Særligt kontoret i Polen skal styrke tilstedeværelsen på et vigtigt vækstmarked.

Verdo vil fremover koncentrere sig om vand- og varmeforsyning samt elproduktion. Koncernen færdiggør selv de resterende større projekter med bistand fra Linka.

Business