Lyt til artiklen Afspiller
Hele artiklen læst op
0:00 / 0:00

Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.

Der er kommet nye ansigter til, og kontoret er rykket lidt længere ned ad gaden. Men for de fynske landmænd, der gennem årene har haft kontakt med Birthe Pedersen fra Nybolig Landbrug i Aarup, er det fortsat et velkendt ansigt, de møder, når der skal købes eller sælges land- eller landbrugsejendom.

Birthe Pedersen, der har været i landbrugsmæglerbranchen siden 1990, har haft egen mæglerforretning fra 1991 til 2020 og i maj 2024 kom til Nybolig Landbrug i Aarup, fortsætter nemlig arbejdet med salg af landbrugsejendomme på Fyn og øerne.

- Vi er her stadigvæk. Vi dækker hele Fyn og øerne, og vi er stadig aktive, fastslår hun og lover, at der stadig er kaffe på kanden, og at den er varm.

Det sker efter en periode med ændringer i den lokale mæglerbranche, hvor tidligere kolleger har valgt nye veje.

Hos Nybolig Landbrug er der samtidig blevet arbejdet med et nyt setup, hvor samarbejdet mellem de forskellige afdelinger skal styrkes.

Lokalkendskab og specialviden

For Birthe Pedersen betyder det, at hun fortsat kan bruge sit mangeårige kendskab til de fynske landbrug og landmænd, men samtidig i endnu højere grad trække på kolleger med særlige kompetencer.

- Vi har tidligere også sagt til kunderne, at vi havde et landsdækkende samarbejde. nu integrerer vi det endnu mere, end vi hidtil har gjort, fortæller hun.

Christoffer Stroier (tv.), der til dagligt sidder på Nybolig Landbrugs kontor i Tølløse, Rikke Pedersen, Birthe Pedersen og Mikkel Henriksen (th.), indehaver af Nybolig Landbrug i Tølløse og Aarup, er en del af det samlede team bag Nybolig Landbrug på Fyn, Sjælland og øerne.

Christoffer Stroier (tv.), der til dagligt sidder på Nybolig Landbrugs kontor i Tølløse, Rikke Pedersen, Birthe Pedersen og Mikkel Henriksen (th.), indehaver af Nybolig Landbrug i Tølløse og Aarup, er en del af det samlede team bag Nybolig Landbrug på Fyn, Sjælland og øerne.

Tanken er, at en ejendomshandel efter behov kan håndteres af to mæglere med hver deres styrke.

Den ene har lokalkendskabet, mens den anden har særlig indsigt i den pågældende produktionsgren.

- Hvis det er på Fyn, så er Birthe den lokale. Og så kan det være, at vi har en kollega, som er specialist i eksempelvis kyllingeproduktion, forklarer Mikkel Henriksen, indehaver af Nybolig Landbrug i Aarup og Tølløse.

Han peger på, at landbrugsejendomme bliver stadig mere specialiserede, og at det derfor ikke nødvendigvis er realistisk, at én mægler skal have indgående kendskab til alle produktionsformer.

- Fordelen er, at vi både kan tilbyde lokalkendskab og specialviden. Det er de kompetencer, vi gerne vil sætte mere systematisk i spil, siger han.

- Det har jeg ingen problemer med

For Birthe Pedersen er det ikke nogen stor omvæltning at skulle samarbejde med kolleger andre steder i landet.

Hun har gennem årene været vant til at trække på andre fagpersoner, når en opgave krævede det.

- Det har jeg ingen problemer med. Det er ret tydeligt, hvem man skal have fat i, siger hun.

Med de mange år i erhvervet føler hun sig også godt rustet til at vurdere, hvornår der er behov for at inddrage en specialist.

- Jeg har været med i så mange år, at jeg sagtens kan vurdere, hvornår det er nødvendigt.

Det nye er derfor ikke, at Birthe Pedersen skal til at arbejde på en helt anden måde, men at samarbejdet mellem Nyboligs landbrugsmæglere bliver tættere og mere struktureret.

Landbrug er ikke altid bare landbrug

En anden del af samarbejdet handler om at finde de rigtige købere til ejendomme, der ikke nødvendigvis skal fortsætte med den hidtidige produktion.

Det kan eksempelvis være en tidligere griseejendom, hvor staldbygningerne ikke længere er tidssvarende til griseproduktion, men måske kan anvendes til lager eller andre erhvervsformål.

- Jeg var ude ved en gammel slagtegriseejendom i går. Der kommer nok ikke slagtegrise i den igen, men så skal vi måske finde nogen, der kan bruge bygningerne til lager, samtidig med at der er en bolig på ejendommen, fortæller Birthe Pedersen.

Her ser hun en fordel i at være en del af Nybolig-kæden, hvor landbrugsejendomme også kan nå ud til potentielle købere, som i første omgang leder efter en bolig med god plads.

Det kan være familier med interesse for hestehold, jagt eller andre fritidsaktiviteter, men også mindre erhvervsdrivende med behov for plads til eksempelvis opbevaring.

- Nogle ved måske slet ikke, at de kunne tænke sig et mindre landbrug, før de ser mulighederne. På den måde bliver ejendommene eksponeret til flere end dem, der specifikt søger efter en landbrugsejendom, forklarer hun.

Fortsat fokus på produktionsejendomme

Det betyder dog ikke, at Nybolig Landbrug i Aarup fremover vil koncentrere sig om nedlagte landbrug, hesteejendomme og lystejendomme.

Tværtimod understreger Birthe Pedersen, at de traditionelle produktionsejendomme fortsat er en væsentlig del af forretningen.

- Vi vil stadig sælge produktionsejendomme. Det er også derfor, vi styrker samarbejdet med de andre, så vi kan trække på deres viden, når der er behov for det.

Ifølge Mikkel Henriksen handler det i sidste ende om at skabe det bedst mulige resultat for sælgeren.

Nogle gange kan det være nødvendigt at tænke anderledes end tidligere og eksempelvis finde flere købergrupper til forskellige dele af en ejendom.

- Vi skal finde den løsning, der giver sælgeren det bedst mulige resultat. Både økonomisk og i forhold til, hvor lang tid salget tager, siger han.

Sammen med Rikke Pedersen (tv.), der er ansat som allround sagsbehandler på kontoret, er Birthe Pedersen stadig at finde i Bredgade i Aarup. Blot er kontoret flyttet lidt længere op ad gaden.

Sammen med Rikke Pedersen (tv.), der er ansat som allround sagsbehandler på kontoret, er Birthe Pedersen stadig at finde i Bredgade i Aarup. Blot er kontoret flyttet lidt længere op ad gaden.

Ét hold på tværs af landet

Det lokale kontor i Aarup, der udover Birthe Pedersen også tæller Rikke Pedersen, der er ansat som allround sagsbehandler med stor erfaring og ekspertise i landbrugshandler fra tidligere ansættelser, samarbejder nu tæt med Nybolig Landbrugs afdeling i Tølløse på Sjælland.

Samtidig kan der trækkes på kolleger i andre dele af landet, når en opgave kræver det.

- Vi vil gerne fremstå som ét samlet hold. Vi har forskellige kompetencer, og dem skal vi blive endnu bedre til at bruge på tværs, lyder det fra Mikkel Henriksen.

For Birthe Pedersen betyder det også, at kunderne fortsat har adgang til hjælp, selvom hun eksempelvis er på ferie eller optaget af andre opgaver.

Og selvom både kolleger og kontoradresse har ændret sig, er hendes egen tilgang til arbejdet den samme.

Hun har gennem årene lagt vægt på at være sælgers repræsentant og arbejde for den bedst mulige handel.

- Sådan har jeg altid arbejdet. Det har altid været min indgangsvinkel.

Derfor er budskabet til de fynske landmænd også ganske enkelt:

Birthe Pedersen er fortsat at finde hos Nybolig Landbrug i Aarup. Nu blot med et tættere samarbejde og flere specialister i ryggen.

BusinessEjendomme