Stolt over seneste millionresultat

Almas Korn må efter tre år med vækst se sin bundlinje gå tilbage. Ejerleder Hans Henrik Termansen erklærer sig dog tilfreds og ser ingen umiddelbare opbremsninger i markedet.

Den himmerlandske leverandør af silo- og tørringsløsninger Almas Korn må for første gang i fire år undvære en stigning på bundlinjen. Det fremgår af selskabets seneste årsregnskab, der dækker den skæve periode 1. december 2022 til 30. november 2023.

Almas Korn oplyser ikke omsætning. Men det fremgår, at bruttofortjenesten er faldet med cirka 2 millioner kroner, sammenlignet med samme periode året før, fra 24,5 til 22,5 millioner kroner. Bundlinjen følger med, og resultatet efter skat er nu på 7,3 millioner kroner, sammenlignet med 9,7 millioner kroner i året før.

Ejerleder Hans Henrik Termansen erklærer sig dog tilfreds og kalder resultatet større end først budgetteret.

- Vi er rimelige stolte over det. Det er et godt match mellem nogle meget dygtige, dedikerede, engagerede medarbejdere og nogle leverandører, som gør, at vi kan lave de resultater her, siger Hans Henrik Termansen til Effektivt Landbrug.

Bred interesse

Selskabets ejerleder fortæller, at man er endt med flere projekter end først antaget. Og derfor er resultatet bedre, end man i første omgang havde regnet med. Regnskabsperioden betegner han som »travl«, men han uddyber ikke, om der har været særlige årsager til den travle periode, eller nævner projekter, der har givet Almas Korn meget at lave.

Der har heller ikke været nogen specifikke produkter, som man har set særlig interesse for i regnskabsåret. Almas Korn leverer både siloer, tørreri, transportanlæg, planlager og sneglevogne.

- Der har været en bred interesse, også bredt på vores kunder, både fra udlandet og Danmark. Sverige og Norge som de primære udenlandske områder, siger Hans Henrik Termansen.

Han oplyser, at man ikke har set nogen særlige forskydninger på sine markeder, hvor man har leveret i cirka de samme mængder som året før.

Eksterne påvirkning

Det nuværende regnskabsår forventer ejerlederen også vil ende positivt for den himmerlandske siloproducent, om man regner med at have svært ved at nå det seneste resultat igen.

- Det er altid spændende at gå ind i et nyt år. Vi er helt fortrøstningsfulde. Budgetmæssigt tror vi ikke på det, men vi ved det først helt sikkert, når vi er ved målstregen, siger Hans Henrik Termansen.
Ind til videre har Almas Korn ikke mærket en synderlig opbremsning i investeringslysten hos landmændene og kunderne. En række jokere, såsom renteniveauet, CO2-afgift og andre miljøkrav, kan dog komme til at ændre betingelserne i 2024, bemærker den adm. direktør.

Almas Korn har foreslået at udbetale et udbytte på 6 millioner kroner. Egenkapitalen er derfor næsten uændret, på 19,4 millioner kroner.

Almas Korn er via holdingselskabet Korn Holding ApS delt imellem Hans Henrik Termansen og Anders Jensen, der hver har mellem 33,3-49,99 procent af holdingselskabet, og Niels Ove Nielsen og Ivan Dalsgaard med hver 5-9,99 procent.

Læs også