Første spadestik er nu taget til det store LandboNord-byggeri i Brønderslev, som tilføjer 2.000 kvadratmeter nye kontor- og konferencefaciliteter.
Det var repræsentanter fra Bjerg Arkitektur A/S, A/S Trigon og LandboNord, der for nylig tog første spadestik til det nye byggeri i Brønderslev.
- LandboNord er i rivende udvikling, og nu skaber vi nogle rammer, som både er moderne, bæredygtige og på alle måder tidssvarende i forhold til vores behov. Tanken er også at byde andre interessante virksomheder indenfor, hvis de kan se en idé i at dele adresse med os. Derfor er det dejligt endelig at komme i gang, og lige nu glæder jeg mig over, at vi har fået samlet et yderst kompetent hold, som kan hjælpe os med at skabe fremtidens kontor- og konferencefaciliteter her i Brønderslev, sagde adm. direktør i LandboNord Uffe Bertelsen.
Byggeriet tilføjer 2.000 kvadratmeter til LandboNords eksisterende kontorbygning i Brønderslev Syd, og formålet med udvidelsen er blandt andet at kunne matche kravene til en rådgivningsvirksomhed i vækst.
- Det skal også kunne ses, at vi har ambitioner om at levere rådgivning til fremtidens fødevareproducenter. Det vil vi i høj grad signalere med det her byggeri. Derudover er vores strategi også at gøre LandboNord attraktiv over for andre erhverv, som kan se en fordel i at få specialiseret rådgivning inden for områder som regnskaber, etablering af selskaber eller den grønne dagsorden, siger formand i LandboNord, Torben Farum.
Et fælles hus med bæredygtighed og trivsel
Tilbygningen er tegnet af Bjerg Arkitektur A/S, som er kendt for at skabe bygninger med merværdi for brugerne i form af bæredygtighed og trivsel. Det betyder blandt andet, at byggeriet bliver DGNB-certificeret, en standard der lægger vægt på miljø, økonomi og sociale forhold.
- Når byggeriet står færdigt, vil brugerne opleve nogle lyse, venlige og funktionelle lokaler, som appellerer til en god trivsel og et sundt arbejdsmiljø. Vi har hos Bjerg designet med et bæredygtigt mindset. Det betyder for eksempel, at vi bruger robuste materialer, reducerer energibehovet og skaber nærhed til naturen. Visuelt vil tilbygningen og den eksisterende bygning blive beklædt med facadeskærme, så bygningerne vil fremstå som én sammenhængende enhed. På den måde skaber vi et fælles hus, hvor der bliver arbejdet sammen på kryds og tværs, siger partner og arkitekt MAA i Bjerg, Mark Krebs.
A/S Trigon er entreprenøren, der med en samlet entreprisesum i underkanten af 40 millioner kroner har vundet den samlede entreprise på nybyggeriet samt moderniseringen af det eksisterende kontorhus i Brønderslev.
Bygningen forventes at stå færdig og klar til indflytning i juli 2024.