EU vil gøre landbrugsstøtte mere grøn og bæredygtig

EU’S FÆLLES LANDBRUGSPOLITIK går under navnet CAP. Og CAP’en står foran en stor forandring. Fra og med 2021 og til udgangen af 2027 ønsker EU-Kommissionen, at en reformeret landbrugspolitik bringes i spil i Europa. Landbrugspolitikken skal som udgangspunkt gøres mere simpel. Og samtidig skal der endnu større fokus på klima, miljø og natur.

I DET KOMMENDE år vil vi her i avisen løbende følge udviklingen. Og vi vil komme med eksempler på, hvordan danske landmænd og virksomheder allerede i dag er i gang med en proces, hvor miljømæssig og økonomisk bæredygtighed spiller en væsentlig rolle fra jord til bord.

EU LÆGGER OP til, at den fremtidige støtte skal sikre landområderne i Europa en økonomisk, bæredygtig udvikling. Man vil således sikre en balance, der tilgodeser landbrugene og landdistrikterne, så disse sikres en fair indtægt. Dette kan blandt andet ske ved at indføre ny teknologi og ved at få bragt forskning og ny viden i spil i landdistrikterne. Også disse emner vil vi her i avisen bringe eksempler på hen over det kommende år.

EN NY OG forandret CAP fokuserer også på fødevaresikkerhed og fødevarekvalitet til Europas indbyggere. Samtidig lægger EU-Kommissionen op til, at den støtte, som går til landbruget og landdistrikterne, gøres mere fleksibel end i dag. Resultatet kan blive, at de enkelte EU-lande i et vist omfang selv bestemmer, hvor stor en del af støtten, der bruges som egentlig produktionsstøtte. Og hvor meget støtte, der skal øremærkes klima og miljømæssig bæredygtighed – f.eks. projekter, der sikrer biodiversiteten i Europa.

ALT DETTE SKAL implementeres i nationale strategier, som ligger i tråd med den overordnede EU-politik, der skal sikre, at fremtidens landbrug og landdistriktsudvikling er moderne, konkurrencedygtig og bæredygtig - både miljømæssigt og økonomisk. Her i spalterne følger vi den nye CAP’s tilblivelse, de politiske og praktiske udfordringer - ligesom vi følger implementeringen i praksis. God læselyst!

Læs også

V: Skaber kaos, når regering vil diskutere landbrugsstøtte før reform
Kamp om de grønne ordninger er gået i gang
Grønne ordninger og sociale forhold er de sidste store temaer i EU-forhandlinger
Landbrugsreformen kan sætte mere skub i plantebaseret mad
Plantebaserede fødevarer er et afprøvet klimamiddel
Landmand: Landbrugsstøtte må gerne skubbe til landmændene - hvis det giver effekt