Optræk til stor forhøjelse af EU-landbrugsstøtten til biavl

Mens EU's samlede landbrugsstøtte skæres ned, vil kommissionen vil øge budgettet for biavl betragteligt

Følg EU-reformen her i avisen

EU skal have en ny fælles landbrugspolitik, Common Agricultural Policy (CAP). Den nuværende CAP udløber ved udgangen af 2020, og arbejdet med en ny aftale er derfor i fuld gang.

Her i avisen følger vi de næste 12 måneder reformen af politikken, der definerer fælles regler og strategier på landbrugsområdet, ligesom den kommer til at bestemme, hvordan EU's landbrugsstøtte skal fordeles.

Hver uge vil vi beskrive, hvad CAP-reformen kan komme til at betyde for det danske landbrug og fødevarebranchen - og ikke mindst, hvad man set fra dansk side håber på, at reformen kan ændre.

BIAVL: De klejneste husdyrs ejermænd under EU’s landbrugsstøtte får formentlig en markant større pose penge fremover.

Der er i Europa-Kommissionens forslag til reformen lagt op til, at de cirka 650.000 biavlere i EU skal have forøget deres samlede, årlige bevilling til 60 mio. euro (446 mio. kr.).

I forvejen forhøjede kommission sidste år i juni bevillingsrammen med 12 mio. euro (90 mio. kr.). Der er således tale om en budgetforhøjelse på hele 67 procent i forhold til perioden 2017-2019 for biavlssektoren.

Da biavls-budgettet blev forhøjet i 2019, begrundede daværende landbrugskommissær, Phil Hogan, det med, at biavl og honningproduktion er vigtig for hele landbrugets fødevareproduktion og for jobskabelsen i landdistrikterne.

Ingen melding om årsag til flere penge

- Bier er også vitalt vigtige for bæredygtigheden af landbruget og for sunde økosystemer, sagde han med henvisning til, at bier er vigtig for bestøvning af både en del landbrugsafgrøder, herunder frugttræer, og af vilde planter.

Avisen har ikke inden deadline kunnet få svar fra kommissionen på, hvad meningen er med så stor en ekstra budgetforhøjelse til biavlssektoren i betragtning af, at EU samlede landbrugsbudget står til at bliver nedskåret med hele ti procent fremover.

Heller ikke Landbrugsstyrelsen, der administrer støtteordningen herhjemme, kender kommissionens bevæggrunde for den ekstrastore budgetforhøjelse, oplyser teamleder Mette Kathrine Fjelstrup Justesen.

Uvist endnu om det bliver til noget

I nogle af de andre medlemslande er biavl et langt større og nationalt vigtigere landbrugserhverv end i Danmark. Når kommissionen fremsætter sådan et forslag, så tager den hensyn til ønsker fra alle de forskellige interessenter.

EU-landbrugsstøtte til de danske biavlere er i 2020 på 175.000 euro (godt 1,3 mio. kr.) Det beløb er medlemslandene pligtige til at supplere med et tilsvarende beløb, så der i Danmark er afsat 2,6 millioner kroner om året til at støtte biavlssektoren.

Det er foreløbig uvist, om forhøjelsen af den samlede EU-budgetramme for biavlssektoren bliver til noget og da i givet fald, om også danske biavlere bliver tilgodeset med flere støttemidler. Det afhænger af de videre forhandlinger blandt regeringerne og EU-parlamentet.

EU-landbrugsstøttens bidrag til medlemslandenes skønsmæssigt 17,5 millioner bistader har ren produktionsstøtte som formål. Biodiversitet er ikke et støtteformål i de tre-årige strategiplaner, som kommission og dermed medlemslandene operer med.

Den danske biavlsstrategi

Formålet med biavlsstrategien er at være med til at fremtidssikre dansk biavl og bestøvning gennem fortsat at vedligeholde sunde danske bier og arbejde for, at der er et fødegrundlag til bierne i landbrugs- og kulturlandskabet.

I udmøntningen af EU’s strategi i det danske Biavlsprogram 2020-2022 har 8 projekter - heraf fem fra Aarhus og Københavns Universiteter – fået tilsagn om tilskud for i alt 6.539.372 kr.

Biavlsprogrammet 2020-2022 har kunnet give tilskud til følgende formål i henhold til EU’s og Danmarks strategier for sektoren:

● Faglig bistand til biavlere og biavlerorganisationer

● Bekæmpelse af skadegørere og bisygdomme, særlig varroasyge

● Rationalisering af flytning af bistader

● Foranstaltninger til støtte for laboratorier, der analyserer biavlsprodukter med henblik på at hjælpe biavlere med at markedsføre og øge værdien af deres produkter

● Foranstaltninger til støtte for genoprettelse af bibestandene i EU

● Samarbejde med specialorganer om gennemførelse af programmer med anvendt forskning vedrørende biavl og biavlsprodukter

● Markedsovervågning

● Forbedring af produktkvaliteten med henblik på at udnytte produkternes potentiale på markedet

Læs også

Vertikalt landbrug kan ikke få EU-støtte: - Man burde få støtte for at fylde så lidt som mulig
L&F og ØL: EU-mål om 25 procent økologi er realistisk
EU vil booste udviklingen af økologi
Pløjefrie landmænd: Conservation Agriculture bør styrkes i landbrugsreformen
Pløjefrit landbrug hypper både miljø og bundlinje
Husk den menneskelige side, når vi udvikler ny teknologi