Ny beregning sænker kvælstofudvaskning fra kartofler med 34 procent
En ny vurdering fra Aarhus Universitet betyder, at kartofler får en markant lavere beregnet kvælstofudvaskning i den kommende regulering.

Den nye beregning af kvælstofudvaskningen for de fleste kartofler kan gøre det lettere for dyrkerne at få plads til den værdifulde afgrøde i markplanen. Arkivfoto: Tenna Bang
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
Kartofler kommer til at belaste kvælstofregnskabet væsentligt mindre end hidtil forudsat, når den nye udledningsbaserede kvælstofregulering træder i kraft fra årsskiftet.
En revurdering af datagrundlaget for kartofler betyder nemlig, at den beregnede kvælstofudvaskning fra afgrøden bliver cirka 34 procent lavere end med den hidtidige indplacering i NUAR-beregneren.
Det fremgår af en ny meddelelse fra Seges Innovation på Landbrugsinfo.
Ændringen betyder, at kartoffelavlerne får et nyt beregningsgrundlag, når de skal sammensætte markplanen for 2027 og sikre, at bedriften overholder kravene i den nye kvælstofregulering.
Otte observationer sorteret fra
Den nye beregning kommer efter, at det med tillægsaftalen til Aftalen om Implementering af et Grønt Danmark fra 1. september blev besluttet at lade et fagligt udvalg undersøge vidensgrundlaget for kvælstofudvaskningen fra kartofler.
På baggrund af udvalgets anbefalinger har Styrelsen for Grøn Arealanvendelse og Vandmiljø (SGAV) bedt Aarhus Universitet foretage en ny faglig vurdering.
Den hidtidige indplacering af kartofler i NUAR-beregneren byggede på 13 observationer fra Landovervågningen, hvor kvælstofudvaskningen er målt ved hjælp af sugeceller.
Aarhus Universitet har nu anbefalet at udelade 8 af de 13 observationer, blandt andet fordi sugecellernes placering eller kørsel og afgrødeskader kan have påvirket målingerne.
Til gengæld er en ny observation fra et forsøg ved Havris inddraget. Dermed bygger den nye indplacering på i alt seks observationer.

I de nye beregninger er det vurderet, at datagrundlaget ikke giver mulighed for at differentiere efter f.eks. optagningstidspunkt eller type af kartofler. Det hænger sammen med, at beregningerne bygger på kun seks observationer. Arkivfoto: Kasper Stougård
Gælder næsten alle kartofler
Med den nye indplacering i NUAR-beregneren bliver den gennemsnitlige beregnede udvaskning 59 kg kvælstof pr. hektar mod en gennemsnitlig målt udvaskning på 60 kg i de seks observationer.
Den ændrede beregning gælder for alle kartoffeltyper med undtagelse af tidlige spisekartofler med efterafgrøde.
Det har ikke været muligt at differentiere beregningen efter eksempelvis kartoffeltype eller optagningstidspunkt, da datagrundlaget ifølge Seges Innovation er for begrænset.
Den nye indplacering gælder for kvælstofreguleringen i 2027.
I løbet af næste år forventes der desuden at komme nye sugecellemålinger fra kartoffelmarker. De skal indgå i endnu en vurdering af den beregnede kvælstofudvaskning fra kartofler.
Ny beregning for kartofler
Den beregnede kvælstofudvaskning fra kartofler sænkes med cirka 34 procent i NUAR-beregneren
Ændringen gælder for alle typer af kartofler, bortset fra tidlige spisekartofler med eftergrøde, som har afgrødekode 157
Ændringen omfatter altså afgrødekoderne 149, 150, 151, 152, 154, 155 og 156
Den nye beregning gælder for kvælstofreguleringen i 2027
Nye målinger forventes at føre til endnu en vurdering i løbet af 2027
Kilde: Seges Innovation/Landbrugsinfo
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.








































