Af Klaus Aage Bengtson, fmd. Hals Vælgerforening, Venstre, landmand og næstformand i Bæredygtigt Landbrug – Holtetvej 91, 9370 Hals

Kære Stephanie Lose,

Som formand for en lokal vælgerforening i Venstre og som landmand har jeg længe været stolt af partiets rødder. Venstre blev bygget af og for mennesker som mig – folk på landet, der passede vores jord, tog ansvar og forventede fairness fra staten. Den tillid er nu ved at smuldre.

Katastrofe for Venstre

Det, der er ved at ske i den grønne trepart, er en katastrofe for dansk landbrug – og for Venstre. At man blandt andet overvejer erstatningsfri regulering, hvor staten kan pålægge landmænd voldsomme indgreb i driften uden nogen form for kompensation, er ganske enkelt uacceptabelt. Vi taler om tab på op mod 33 procent af indkomsten over fem år – uden erstatning. Det er ekspropriation uden betaling. Og så foregår det endda under en Venstre-regering.

Lad mig sige det klart: Hvis Venstre står bag en aftale, der indfører den slags, så kan partiet ikke længere kalde sig landmændenes parti. Så har man forladt sine egne rødder.

Det bliver ikke bedre af, at det hele bygger på teoretiske modelberegninger og usikre kort – ikke på konkrete målinger i virkeligheden. Alligevel bruges de som grundlag for indgreb, der vil koste landmænd deres levebrød og smadre værdien af deres jord. Og igen: Uden erstatning. Det her er ikke grøn omstilling – det er en politisk overkørsel.

Konsekvenser

Jeg ved, at mange i baglandet allerede føler sig svigtet. Jeg kan garantere for, at hvis Venstre holder fast i en aftale, der indeholder erstatningsfri regulering, vil det få konsekvenser. Der vil være lokale formænd, medlemmer og vælgere, der ikke længere kan se sig selv i partiet. For hvad er der tilbage, hvis man svigter sine egne?

Stephanie, det er nu, du skal vise lederskab. Træk en streg i sandet. Sig nej til erstatningsfri regulering. Vis, at Venstre stadig har rygrad – og stadig er et parti, man kan regne med ude i virkeligheden.

Lad mig sige det klart: Hvis Venstre står bag en aftale, der indfører den slags, så kan partiet ikke længere kalde sig landmændenes parti.

Fra læserbrevet

Debat