Skal der investeres i ny varmekilde, er et besøg på Maskinfabrikken Rekas stand en god mulighed for at blive klogere på emnet.
Maskinfabrikken Reka, beliggende i Aars, har siden 1979 produceret og opført biomasse kedler til miljøvenlig opvarmning.
På årets dyrskue medbringer de to typer af kedler. En TPK 12/22 til opvarmning med træpiller samt en HKRST 20/30/60, der er en større kedel primært anvendt til afbrænding af flis og halm.
- TPK 12/22 er kedlen til dig og mig, siger Lene Bach Sørensen, salgs- og marketingsansvarlig hos Reka med henvisning til, at kedlen er en effektiv opvarmningskilde i eksempelvis nedlagte landbrug. Den fås i to størrelser alt efter hvor stort et areal, den skal opvarme.
- HKRST 20/30/60 henvender sig til den professionelle bruger. Kedlerne brænder næsten alt på grund af den kompakte, bevægelige trapperist, der bevirker, at vi undgår slaggedannelse, forklarer Lene Bach Sørensen.
Klarer vanskelige brændsler
Hun påpeger, at det blandt andet betyder, at der kan afbrændes flis med helt op til mellem 30 og 50 procents fugtighed.
- Forestil dig, at du skover den yderste række træer helt ud mod Vesterhavet. Der vil fugt- og saltindholdet være en del højere end gennemsnitligt, og kan for visse typer kedler volde problemer. Det gør det ikke for vores.
Reka leverer specialløsninger til håndtering og forbrænding af stort set alle typer brændsel, ligesom de håndterer hele paletten - fra brændsels opbevaring til aske container. At de derudover selv fremstiller kedlerne på fabrikken i Aars, gør Lene Bach Sørensen stolt.
- At vi laver alt heroppe i Aars, og har gjort det i 45 år, gør, at vi kommer med rank ryg og glæder os til at møde de mange gæster på landets dyrskuer, siger hun.