Rasmus Gramkow er en ny, garvet udstiller på Fjerritslev Dyrskue. Han købte en mælkeproduktionsejendom ved Halvrimmen uden for Brovst for få måneder siden, og nu har han for første gang tilmeldt fem dyr til Fjerritslev Dyrskue, der finder sted den 9. maj.

Men Rasmus Gramkow gør det ikke alene, han har nemlig giftet sig ind i familien Hollensen fra Vrå, og ikke alene fik han Mette Hollensen, men også en passion for køer, avl og dyrskuer.

- Det er jo noget, vi gør hele familien, og nu er de små kommet med, og de brænder jo mindst lige så meget for det som os andre, siger Rasmus Gramkow og kigger på sin søn Kristian på ni år.

Griseproducent med 660 årssøer

Rasmus Gramkow er egentlig griseproducent med 660 årssøer og en full line-produktion ved Vadum, men købet af kvægejendommen i Halvrimmen er første skridt til drømmen om at bygge en kostald med plads til 700 køer hjemme i Vadum, hvor grisestaldene står, og lade den nyindkøbte kvægstald blive lavet om til kvier.

På kvægejendommen er der 190 årskøer, og Rasmus har tilmeldt fem dyr til Fjerritslev Dyrskue – fire køer og en kvie.

En af køerne kommer oprindeligt fra den nye ejendom – en 4. kalvs ko, mens de tre andre køer, alle 1. kalvs, er købt ind fra hans svigerfar, Peter Hollensen.

Ny avlsplan skal sikre fremtiden

Det har stået klart fra start, at Rasmus Gramkow vil en anden retning rent avlsmæssigt med besætningen på ejendommen ved Halvrimmen end den tidligere ejer.

Få dage efter overtagelsen af ejendommen indgik Rasmus Gramkow derfor et samarbejde med AI Total, som skal være med til at sætte en ny retning i besætningen sammen med Rasmus' svoger Simon Hollensen, som er ansat med ansvaret for dyrene.

I første omgang handler det om at få mange ungdyr, så så mange som muligt af de 700 køer, som Rasmus drømmer om, kan komme fra egen besætning. Derfor er det kun en ganske lille del af dyrene, som skal insemineres med kødkvæg. Så er der en stor gruppe, som bliver insemineret med konventionel sæd, og kvierne bliver insemineret med kønssorteret sæd.

 

- Det er jo noget, vi gør hele familien, og nu er de små kommet med, og de brænder jo mindst lige så meget for det som os andre, siger Rasmus Gramkow, som er blevet bidt af køer og dyrskue, efter han har giftet sig ind i familien Hollensen. Her ses han sammen med sin søn Kristian og sin svoger Simon Hollensen (th.)

- Det er jo noget, vi gør hele familien, og nu er de små kommet med, og de brænder jo mindst lige så meget for det som os andre, siger Rasmus Gramkow, som er blevet bidt af køer og dyrskue, efter han har giftet sig ind i familien Hollensen. Her ses han sammen med sin søn Kristian og sin svoger Simon Hollensen (th.)

Dybstrøelse og showfoder

Familien er nu gået ind i deres dyrskueboble, hvor dyrskuekvierne blandt andet er flyttet over i deres egen stald på den nye ejendom og er kommet på dybstrøelse og showfoder.

Familien tør ikke nævne ét dyr, som de har ekstra forventninger til, men Alpha-kvien, som har været med på både Kimbrerskuet og Agro Nord, er ikke noget dumt bud.

Hun er netop fyldt et år og er også meldt til Fjerritslev Dyrskue. Hun er et fælles projekt, hvor familien har købt nogle embryoner fra Italien.

- Faren er en Alpha på en Movin, siger 9-årige Kristian.

- Hun er ud af Coco Chanel – en italiensk afstamning, tilføjer Rasmus Gramkow.

- Kviens mormor har klaret sig rigtig godt i Italien og er kåret 95, supplerer Simon Hollensen.

Klar til dyrskuer

Rasmus Gramkow glæder sig til sommerens dyrskuer.

- Nu er jeg jo kommet i de her kredse de sidste 15 år, så det er meget sjovt, at vi er kommet til det punkt, hvor vi selv har dyr med, siger han.

Agro Nord er allerede veloverstået. Nu venter Fjerritslev Dyrskue, Hjørring Dyrskue og Landsskuet i Herning.

- Og så tænker vi også at tage til Kimbrerskuet, siger Kristian og kigger på sin far.

- Og så kan vi altid slutte af med Agromek, tilføjer han.

Det er jo noget, vi gør hele familien, og nu er de små kommet med, og de brænder jo mindst lige så meget for det som os andre

Rasmus Gramkow, ny udstiller på Fjerritslev Dyrskue