100 limousinedyr og mange hundrede mennesker var klar i Herning, da Dansk Limousine Forening afholdt dyrskue og auktion i kølvandet på deres 50 års jubilæum.

Skuet var for mange af de 100 udstillede dyr deres første på grund af alle coronaens aflysninger. Derfor var et af formålene med dagen også at give dyrene noget erfaring inden sommerens dyrskuer.

Blandt de 39 udstillere var der syv førstegangsudstillere.

- De nye udstillere fik »blod på tanden« i forhold til at udstille på kommende dyrskuer, mens de mere rutinerede fik støvet dyrskueformen af, fortæller arrangørerne.

Den franske dommer var på hårdt arbejde, for der var mange dyr af meget høj kvalitet. Besætningskonkurrencen – den måske mest prestigefyldte af konkurrencerne – blev velfortjent vundet af Krogen Limousine, Ferritslev på Fyn, som stillede med otte flotte dyr. Krogen Limousine var repræsenteret af kæresteparret Simon Thaysen Smidt og Michelle Høyer, som tog flere ærespræmier med hjem.

Flere andre unge udstillere hentede også præmier med hjem, heriblandt fynboen Mathias Nymann Olsen, Haarby, som vandt bedste handyr.

Der var stor interesse og en god bydelyst på auktionsdyrene.

Første dyr i ringen var en ko med kalv ved siden, som blev solgt for 31.000 kroner. Derefter fulgte otte tyre, som blev solgt til priser mellem 22.000 og 44.000 kroner.

Gennemsnitsprisen for de solgte tyre var 32.500 kroner, og alle dyr blev solgt til danske købere.