Intet Landsskue uden eksempler på lækre produkter fra dansk landbrug. Og intet Landsskue uden topmoderne landbrugsmaskiner med hestekræfter og teknologi, der kan få en formel 1 kører til at måbe.

Landsskuet 2022 vil rumme både produkter og maskiner, når skuet løber af stablen i denne uge.

- Ligesom alt mulig andet har Landsskuet været lukket ned de seneste to år, og vi har da været spændt på, om Landskuet stadigvæk var i udstillernes bevidsthed. Det må vi sige, at Landskuet i den grad er. Og vi er meget taknemmelige for opbakningen, siger daglig leder af Landsskuet, Mads Fjordside.

Han glæder sig over den store opbakning. Dette års Landskue finder sted fra den 30. juni til den 2. juli. Publikum vil udover landbrugsprodukter og potente maskiner kunne opleve cirka 2.500 af landets bedste husdyr.

- Vi glæder os til igen at byde omkring 50.000 gæster velkommen og give alle et indblik i, hvad dansk landbrug kan præstere, siger Mads Fjordside

Tre dages spændende skue

Der er lagt op til et spændende program over tre dage i forbindelse med Landsskuet i Herning.

Det hele starter torsdag den 30. juni kl. 9.00, hvor indgangene åbnes til Landsskuet 2022.

Klokken 12.00 er der så officiel åbning af Landsskuet i store ring, hvor en række fremtrædende talere vil byde velkommen.

Det gælder Minister for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Rasmus Prehn, Formand for Landbrug & Fødevarer, Søren Søndergaard, Hernings viceborgmester, Anne Mette Bang Rasmussen og endelig Landsskuets formand, Kristian Gade.

Blandt de øvrige programpunkter om torsdagen finder man overrækkelsen af Landsskuets Nyhedspris blandt udstillerne på landsskuepladsen.

Hos malkekvæget vil torsdag også byde på kåringen af bedste yver hos Holstein og rød og hos Jersey og RDM kåres bedste modelko. Hos hestene vil skuets bedste hingst blive kåret.

Fredag byder på endnu flere kåringer, når besætningskonkurrencerne for kødkvæg går i gang. Desuden skal superkoen inden for Jersey kåres. Hos hestene skal skuets bedste 2. års hoppe findes.

Lørdag byder på masser af spænding hos kvægudstillerne, hvor skuets bedste dyr hos kødkvæget skal kåres i Interbreed-konkurrencen. Hos malkekvæget skal Holstein Guldkoen findes, ligesom der skal kåres Miss Teen og Miss Danmark.