Dyr og mennesker er klar til dette års Landsskue
I alt 2.146 dyr konkurrerer ved dette års Landsskue, hvor 50.000 mennesker ventes at lægge vejen forbi.

Over 2.000 dyr er tilmeldt dette års Landsskue. Arkivfoto
Intet Landsskue uden eksempler på lækre produkter fra dansk landbrug. Og intet Landsskue uden topmoderne landbrugsmaskiner med hestekræfter og teknologi, der kan få en Formel 1-kører til at måbe. Heldigvis vil Landsskuet 2022 rumme både produkter og maskiner, når starten går på torsdag og indtil lørdag.
Trods to års corona-nedlukning vil man komme til at opleve en fyldt landsskueplads.
- Ligesom alt mulig andet har Landsskuet været lukket ned de seneste to år, og vi har da været spændt på, om Landskuet stadigvæk var i udstillernes bevidsthed. Det må vi sige, at Landskuet i den grad er. Og vi er meget taknemmelige for opbakningen, siger Mads Fjordside, som er daglig leder af skuet.
50.000 besøgende ventes at besøge Landsskuet i Herning.
Officiel åbning
Landsskuet åbner torsdag klokken 9.00. Og klokken 12.00 vil der være officiel åbning med talere som Rasmus Prehn, minister for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Søren Søndergaard, formand for Landbrug & Fødevarer, Anne Mette Bang Rasmussen, som er viceborgmester, og selvfølgelig skuets formand, Kristian Gade.
Årets nyhedspris vil som noget nyt blive uddelt i forbindelse med den oficielle åbning af Landskuet torsdag middag. Vinderen bliver fundet mellem tre maskin- og produktudstillere og honoreres med guld, sølv eller bronce på baggrund af vurderingen fra sommerkomiteen.

Arkivfoto
Det summer allerede af liv på Landsskuepladsen i Herning, hvor staldene bliver fyldt med landets bedste dyr.
Publikum kan blandt andet opleve 2.146 forskellige dyr konkurrerer på pladsen.
Der er i år tilmeldt 510 styk malkekvæg, 932 styk kødkvæg, knap 300 heste plus showheste, 89 får og 33 geder. Hertil kommer omtrent 300 kaniner, 200 styk fjerkræ og cirka 250 katte.
- Vi er dybt taknemmelig for den opbakning, vi har oplevet fra både frivillige og udstillere. Vi glæder os simpelthen sådan til at byde publikum og udstillere indenfor, siger Mads Fjordside.