LTA Landteknik-Andersen har specialiseret sig i import og salg af sliddele til landbrugsmaskiner samt import og eneforhandling af Opall markredskaber og S-S Enginering drænspulere. Et bredt udsnit af programmet vil kunne ses på Hjørring Dyrskue, hvor firmaet er blandt de faste udstillere.
LTA Landteknik-Andersen i Løgumkloster har specialiseret sig i import og salg af sliddele til landbrugsmaskiner samt import og forhandling af S-S Enginering drænspulere og Opall landbrugsmaskiner til marken.
I år er det 20 år siden, at LTA Landteknik-Andersen startede op med import og salg af sliddele til landbrugsmaskiner samt reparation og renovering af brugte maskiner. Dengang som i dag er det brødrene Frank og Per Andersen, der står i spidsen for virksomheden, der siden er vokset både i forhold til arbejdsopgaver og salgssortiment.
Medarbejdermæssigt er man også gået fra to til fire, da Morten Nielsen og Martin Herlevsen undervejs er kommet til og sørger for, at både det administrative på kontoret og det fysiske på lageret i forhold til kunderne hele tiden kører optimalt.
Sliddele og landbrugsmaskiner
På lageret i Løgumkloster findes et meget stort lager af sliddele til landbrugsmaskiner på tværs af alle mærker, og det er også herfra, at de maskiner, som LTA Landteknik er importør og forhandler af, leveres til kunder over hele Danmark.
Efter et vådt efterår, vinter og forår ser man frem mod sommersæsonen hér i 2024.
- Vi prioriterer dele og har allerede solgt en del drænspulere. Vi er glade for at komme i gang, da der har været svære afgrødeforhold op til nu, fortæller Per Andersen.
Netop drænspulere konstaterer han en stor interesse for – ikke mindst set i lyset af de store nedbørsmængder.
- Vedligeholdelse af dræn er blevet en stor ting. Det er vigtigt, at man kan dyrke hele sit areal, siger Per Andersen.
Og salget af maskiner til både nuværende og nye kunder foregår på den gode velkendte måde – fra mund-til-mund.
- Vi oplever en god tilgang af nye kunder, og 90 procent af dem foregår fra mund-til-mund, forklarer Per Andersen, der dog samtidig tilføjer, at man især har udvidet salgsaktiviteterne elektronisk – ikke mindst med en helt ny hjemmeside.
Ser frem til dyrskuet
LTA Landteknik-Andersen er blandt de faste udstillere på Hjørring Dyrskue, og i år bliver ingen undtagelse.
I år vil man igen kunne se et bredt udsnit af hele sortimentet på standen af både sliddele, markredskaber og drænspulere.
- Vi har blandt andet en Hektor-grubber med jordpigvalse med. Vi ser generelt mere interesse i at løsne jord i dybden, forklarer Per Andersen, der tilføjer, at hans egen erfaring også er, at den er god i forbindelse med bekæmpelse af kvik.
Opall Hektor grubberen løsner jorden helt ned til 45 centimeters dybde. Grubberen er velegnet som et alternativ til pløjning eller andre jordbearbejdningsmetoder.
Derudover vil også andre Opall-markredskaber samt de hollandske S-S Enginering drænspulere i forskellige størrelser og kapaciteter kunne ses på standen.
Samtidig er dyrskuet også en familieting for Frank og Per Andersen, hvor familien er med, og der hygges med kaffe og kage – og ikke mindst en god mulighed for at hilse på tidligere, nuværende og forhåbentlig fremtidige kunder.
- Det er vigtigt at vise bysamfundet, at vi vil landbruget. Samtidig møder vi landmændene – også mange tidligere landmænd. Det er en kæmpe gave at få, lyder det samstemmende fra Per og Frank.
En god start
Dyrskuerne er blot en af de gode begivenheder hos LTA Landteknik-Andersen, der generelt er kommet godt fra start i 2024, dog lidt sent grundet det meget våde forår.
Der er dog også forhold og faktorer, der bekymrer lidt og bliver fulgt tæt. For inflation med stigende priser og ikke mindst politiske forhold omkring kommende CO2-afgifter for landbruget fylder også.
- Mange planteavlere og slagtesvineproducenter har det i forvejen hårdt, konstaterer Per Andersen.
- Snak om CO2-afgifter gør jo også, at kunderne bliver mere forsigtige og venter lidt, uddyber Frank Andersen.
Både Frank Andersen og Per Andersen ser dog frem til et par gode dyrskuedage i Hjørring.