Roskilde Dyrskue i weekenden: Landets største udendørs maskinudstilling
Tre måneder før skuet kunne Roskilde Dyrskue melde alt besat på maskinarealet. I de seneste fire år er arealet blevet udvidet tre gange, så de i alt 185 maskinudstillere tilsammen har 67.364 kvadratmeter til at fremvise det nyeste indenfor landbrugsmaskiner og grej til entreprenørbranchen.

- Det skal være billigt og attraktivt at deltage hos os, ikke mindst når vi har den store opbakning fra hele branchen, understreger Niels Mathiasen, der er fuldtidsbeskæftiget med tilrettelæggelsen af maskinudstillingen. Han ses her under forberedelserne, der blandt andet tæller tilførsel af støvbindingsmiddel på alle vejene på dyrskuepladsen. Foto: Rie Ebbe Andersen, Roskilde Dyrskue
Når dyrskuet i Roskilde åbnes, lyder startskuddet for alvor til årets dyrskuesæson.
Sådan har det været i årtier, og med et besøgstal nu om stunder, der er over 100.000 gæster, er det outstanding landets største dyrskue.
Det samme gælder maskinudstillingen, hvor arealet er vokset til over 67.000 kvadratmeter med 185 stande, som allerede tre måneder før skuet var booket.
Branchen bakker op
Som årets første store landsdelsskue har der altid været tradition for at lancere maskinnyhederne på Roskilde Dyrskue. Derfor er mange af landets maskinfabrikanter og -firmaer repræsenteret sammen med lokale østdanske forhandlere.
I modsætning til dyrskuekollegerne i andre landsdele, hvor det kan knibe med at få fyldt maskinstandene i takt med strukturudviklingen, så er maskinforretningerne særligt på Sjælland og Sydhavsøerne stærkt repræsenteret på dyrskuepladsen i Roskilde.
- Alle bakker op om skuet, og derfor kan landmændene og entreprenørerne, der også møder op i stort antal, se hele paletten af maskiner og nyhederne, som branchen byder på hvert år, lyder det fra skuets salgskoordinator gennem nu 13 år, Niels Mathiasen, med stor tilfredshed i stemmen.
Han påpeger dyrskuets styrker i den sammenhæng. Her kan de besøgende gå på opdagelse, og her uforpligtende studere maskiner og teknologiske løsninger, og samtidig møde fagspecialister på standene.
Plads til alle
Den store interesse blandt maskinudstillerne har bevirket, at standarealet de seneste fire år er udvidet tre gange.
- Vi har igen i år rykket hegnet lidt længere ud på parkeringspladsen, og til gengæld sørget for nye parkeringspladser andre steder, fortæller Niels Mathiasen og glæder sig over, at der dermed er blevet plads til samtlige 185 firmaer, som bookede plads til årets maskinudstilling.
Årets udvidelse er på 2.300 kvadratmeter til i alt 67.364 kvadratmeter. Dermed er det landets største udendørs maskinudstilling, og tilmed er hverken veje og udenomsarealer ikke medregnet.
Støvbinding
Netop på vejarealerne finder man en af de mange foranstaltninger, som arrangørerne gennemfører, for at både udstillerne og publikum får en god oplevelse.
Således tilføres alle grusvejene et støvbindingsmiddel med salt og harpiks inden skuet. Der lægges strøm ud til alle stande, og omkring halvdelen af i alt 700 flagstænger er til rådighed for udstillerne. Endelig er der i umiddelbart nærheden af dyrskuepladsen ikke mindre end 1.200 campingpladser beregnet til udstillerne.
Under selve skuet vil der for de maskininteresserede, ud over de masser af maskiner at se på, traditionen tro være traktortræk og havetraktortræk. Derudover er indrettet en maskingårdsplads med udstilling af udviklingen indenfor landbrugets maskiner, og for børnene er der et lukket område med pedaltraktorer og gravemaskiner.
I forbindelse med skuet afvikles det danske mesterskab for lærlinge indenfor service af landbrugs- og entreprenørmaskiner, ligesom Dansk Maskinhandlerforenings lærlingeskole vil have stand på dyrskuepladsen.
Uændret standpris
Trods de mange fordele og aktiviteterne omkring maskinudstilling er priserne på standlejen ikke hævet i flere år.
- Det skal være billigt og attraktivt at deltage hos os, ikke mindst når vi har den store opbakning fra hele branchen, understreger Niels Mathiasen, der er fuldtidsbeskæftiget med tilrettelæggelsen af maskinudstillingen og erhvervsudstillingen, der ligeledes har næsten 200 stande.
I alt er otte medarbejdere beskæftiget på Roskilde Dyrskues sekretariat med planlægningen og afviklingen af arrangementet, der foruden de næsten 400 stande på maskin- og erhvervsområdet også tæller 50 fødevarestande i Spisekammeret samt 50 madboder på pladsen.
Sidste år satte Roskilde Dyrskue besøgsrekord med 119.182 gæster. I år ligger skuet i Kr. Himmelfartsferien, og derfor kommer de sædvanligvis 4-5.000 inviterede skoleelever ikke om fredagen, hvor de har fri for skolen.
- Så må vi i stedet håbe, at de tager deres forældre med på dyrskue, lyder det fra salgskoordinatoren med ønsket om godt vejr i dyrskueweekenden.