Grisegård til salg for 50,5 millioner: Familie undersøger mulighederne for kyllingeproduktion
En grisegård på Møn med 151 hektar agerjord er for nylig sat til salg for godt 50 millioner kroner. Men i fremtiden kan der komme til at være kyllingeproduktion på gården, fortæller ejendomsmægleren.

Griseejendommen, der her ses (tv.) i billedet, omfatter 151 hektar overvejende god landbrugsjord og et griseanlæg med 3.000 stipladser. En tysk-hollandsk familie undersøger nu mulighederne for at etablere kyllingeproduktion på ejendommen. Foto: Klimadatastyrelsen
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
En større griseejendom ved Askeby på Møn er sat til salg for 50,5 millioner kroner, blandt andet via Landbrugsmarkedet.dk. Men det er ikke nødvendigvis griseproduktion, der skal være i staldene, når ejendommen får ny ejer.
Hos Nybolig Landbrug Berg Risager, der varetager salget, er der allerede interesse fra potentielle købere, der overvejer at skifte grisene ud med fjerkræ.
- I øjeblikket har vi blandt andet en tysk-hollandsk familie, der kigger på, om det kan lade sig gøre at lave en stor kyllingeproduktion derovre, fortæller ejendomsmægler Berg Risager.
Det er blandt andet ejendommens eksisterende tilladelse til husdyrhold, der gør den interessant for købere med andre produktionsplaner.
- Ja, det kan gå i en helt anden retning, og grunden til det er blandt andet, at der er tilladelse til dyrehold på ejendommen, og det gør, at ejendommen bliver nemmere at konvertere til f.eks. kyllingeproduktion. Så det kan godt være, at det kommer til at sige pip på gården, lyder det fra ejendomsmægleren.
En eventuel omlægning til kyllingeproduktion vil dog kræve en myndighedsmæssig vurdering. Ejendommen på Abildvej 5 omfatter samlet 151,2 hektar fordelt på to ejendomme. Heraf er 145,79 hektar agerjord, og langt størstedelen er klassificeret som JB 6-7.
God landbrugsjord
Der er tale om velarronderet jord af en kvalitet, som er efterspurgt i planteavlen. Jorden egner sig ifølge salgsopstillingen blandt andet til frøgræs, maltbyg, kløvergræs og almindelige salgsafgrøder.
Af den samlede udbudspris er 37,82 millioner kroner henført til jorden.
På hovedejendommen findes desuden en slagtegrisestald med 1.800 stipladser og en smågrisestald med 1.200 stipladser samt en komplet fodercentral. Produktionsanlægget er i øjeblikket udlejet frem til januar 2028.
Baggrunden for salget er ifølge Berg Risager både ejerens alder og det aktuelle prisniveau på landbrugsejendomme.
- Det er primært på grund af alder, men også på grund af konjunkturerne, som de er lige nu. Det handler om, at prislejet for ejendomme lige nu ligger på et niveau, hvor det kan være interessant at sælge, hvis man gerne vil på pension, forklarer han.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.





































