Historisk, fynsk herregård sat til salg for 58,5 millioner kroner
Kørup Hovedgaard, en fynsk herregård med rødder i middelalderen, som i dag er et planteavlsbrug med 257 hektar jord, er sat til salg for 58,5 millioner kroner.

Kørup Hovedgaard kan dateres helt tilbage til 1400-tallet, og har blandt andet tidligere været tyskejet. Fotos fra salgsopstillingen: Nybolig Landbrug Svanholm & Jespersen ApS
En af Fyns historiske herregårde, Kørup Hovedgaard ved Otterup, er netop kommet på Landbrugsmarkedet.dk med en prisseddel på 58,5 millioner kroner.
Til den pris får en ny ejer en markant planteavlsbedrift med rødder, der strækker sig tilbage til 1400-tallet, og et samlet areal på godt 257 hektar.
Ejendommen er i dag en ren planteavlsbedrift, hvoraf markplanen udgør 233 hektar.
Arealerne er fordelt på to lokationer, hvoraf jorden under selve hovedgården primært er let jord, mens jorden ved Bårdesø er af en stærkere beskaffenhed. Det oplyser Nybolig Landbrug Svanholm & Jespersen ApS, der står for salget.
Hele arealet ved Kørup kan vandes, og der medfølger en vandingstilladelse på 78.000 kubikmeter gældende frem til 2035, hvilket sikrer en stabil drift.
Driftsbygningerne fremstår sanerede og moderne. En central bygning på 1.536 kvadratmeter fungerer som lade, maskinhus og fyrrum. Her er indrettet planlager med kapacitet til cirka 900 ton korn samt et halmfyr, der opvarmer både hovedbygning og en lejlighed.

Kørup Hovedgaard ligger nord for Otterup på Fyn. Til hovedgården hører 257 hektar agerjord.
Over 400 år gammel hovedbygning
Andre avlsbygninger rummer bl.a. en gæstebolig eller jagtstue, hestestald og en gammel smedje.
Selve hovedbygningen er opført omkring 1580 og fremstår med sit herskabelige præg i gule mursten og med naturskifertag.
En del af det samlede boligareal på cirka 1.100 kvadratmeter er istandsat med respekt for de historiske detaljer, mens andre dele, som det gamle mejeri, giver en kommende ejer mulighed for at sætte sit eget præg.
Den parklignende have med et nyere orangeri fuldender det historiske indtryk.
I dag er driften baseret på en solid indtægt fra udlejning. Jorden er bortforpagtet frem til udgangen af 2027, ligesom jagtrettighederne og dele af avlsbygningerne er udlejet, bl.a. til Emmelev Mølle.
En ny ejer kan vælge at fortsætte disse aftaler eller selv overtage driften med respekt for gældende opsigelsesvarsler.
Kørup Hovedgaard har en historisk interessant baggrund. Ifølge Visit Nordfyn købte den tidligere guvernør for de Dansk-Vestindiske Øer, Vilhelm de Roepstorff, Kørup i 1795, og senere indgik Kørup i grevskabet de Roepstorff indtil 1921.