Danmarks hidtil største anlæg til overskudsvarme blev i onsdags officielt indviet i Horsens. Varmepumpeanlægget er placeret som et varmeværk opført på en grund klods op af virksomheden Hamlet Protein A/S.

Det er netop overskudsvarme ved foderproduktionen hos Hamlet Protein A/S, der er er basis for fjernvarmeproduktionen på det nye varmeværk, der er opført i samarbejde med Horsens Kommune.

Og det var en glad borgmester i Horsens Kommune, Peter Sørensen, der ved indvielsen holdt tale omkring det nye varmeværk:

- Sådan et projekt kræver ekspertise, mod og vilje. Her har Hamlet Protein og Fjernvarme Horsens virkelig leveret. Nu mangler vi bare, at Christiansborg får kigget på fleksible løsninger på det her område, sagde Peter Sørensen.

Formanden for Fjernvarme Horsens, Carsten Schrøder, kunne supplere:

-  Dette anlæg er en teknologisk landvinding. Udnyttelse af overskudsvarme fra industri og erhverv er en særdeles vigtig brik i den grønne omstilling, som ikke må tabes på gulvet, og i Horsens er vi med Hamlet-projektet i forreste række. Det kan vi godt være stolte af.

Skal forsyne husstande

Medlem af Folketingets skatteudvalg Malte Larsen (S), der var med ved indvielsen, roste parterne for at »sætte præcis den dagsorden, vi ønsker os«, og tilføjede:

- Vi vil gerne, at der kan anvendes mere overskudsvarme, men der er også et statsregnskab, der skal gå op. Det er vi nødt til at se på.

Det nye anlæg skal forsyne ca. 3.300 husstande i Horsens med overskydende varme fra produktionen af specialfoder til landbrugssektoren, og i takt med, at fjernvarmenettet i Horsens bliver udbygget de kommende år og Hamlet Protein øger produktionen, kan mere end 5.000 husstande få varmen fra den lokale virksomhed.

Samtidig sparer virksomheden en stor mængde vand i sin produktion, fordi procesvandet kan genbruges. Det nye anlæg betyder også, at Fjernvarme Horsens får mindre brug for biomasse i fremtiden.