Kig til kyllingerne på nettet

Landbrug & Fødevarer har siden tirsdag holdt døgnåbent hos cirka 32.000 slagtekyllinger hos kyllingeproducent Solveig Nørmark udenfor Struer.

Det sker på hjemmesiden www.kyllingestald.dk, hvor man fra to kameraer inde i stalden kan følge kyllingerne, fra de er små, gule og dunede, til de sætter hvide fjer og er klar til slagtning. 

- Kameraerne dokumenterer således kyllingernes samlede levetid til fulde. Tættere på kan man næsten ikke komme, når ønsket om åbenhed også skal harmonere med omsorg for hovedpersonerne: Kyllingerne og deres helbred, siger formanden for Landbrug & Fødevarer Fjerkræ, Martin Hjort Jensen.

- Som kyllingeproducenter har vi de seneste år mødt mange holdninger og påstande om dansk slagtekyllingeproduktion. Der har ikke altid været lige høj grad af fakta og virkelighed bag. Vi har informeret, så godt vi kunne og inviteret familien Danmark til Åbent Landbrug, men der er stadig brug for at vise slagtekyllingeproduktionen frem. Derfor tager vi nu dette skridt med at åbne stalddørene virtuelt, og vi håber, mange vil se med og spørge ind til det, de ser, siger Martin Hjort Jensen.

Initiativet skal ses i lyset af debatten om opdræt af danske slagtekyllinger, hvor flere supermarkedskæder har meldt ud, at de vil udfase den almindelige danske kylling i dele af deres sortiment. Størstedelen af den kylling, der sælges herhjemme, er den almindelige Ross 308.
 

Læs også