Det er ønsketænkning for enhver forening: Samme formand i 20 år og en mere end en fordobling af medlemstallet i selvsamme periode.

Da Bo Fonager Lindholm som 30-årig landmand var med på sin første medlemsudflugt i Motor og Veterantraktor Klubben Fyn i 1996, havde klubben under 100 medlemmer. I dag, hvor han efter 28 år i bestyrelsen netop er trådt tilbage efter at have været formand i de seneste 20 år, har foreningen 275 medlemmer og er landets tredje største veterantraktorklub.

- Det har været en sjov og spændende periode, hvor jeg vil se tilbage på de mange oplevelser og fremgangen i foreningen, lyder det fra den afgåede formand for den fynske veterantraktorklub.

Hjernetumor

For to år siden havde han allerede meddelt sin beslutning om at træde tilbage, og Bo Fonager Lindholm glæder sig over at kunne give tjansen videre til et af foreningens meget erfarne og aktive medlemmer.

Mens den nye formand Jens Andersen har mange amerikanske veterantraktorer hjemme på ejendommen i Rynkeby, har Bo Fonager Lindholm de senere år ikke skruet i gamle traktorer. Det satte en hjernetumor en stopper for i 2017. Til gengæld har han kunnet fortsætte formandskabet og varetagelsen af de mange administrative opgaver, som følger med posten.

- Jeg er helt rask efter operationen dengang. Kun kan det knibe lidt med balancen, og derfor har jeg ikke måttet køre bil siden, fortæller han og glæder sig over den store opbakning og hjælpsomhed fra bestyrelsen og medlemmerne i forløbet.

Bybo

Bo Fonager Lindholm er oprindelig bybo fra Tarup ved Odense. Interessen for landbruget fik han på et ferieophold i Jylland, hvor der var 30 køer. Efter skoletid blev han så medhjælper på en gård i Villestofte, hvor han fik lov til at køre den ældste traktor.

- Jeg var nok den eneste af de 1.000 elever på Tarup Skole, som gik landbrugsvejen. Mit første job efter landbrugsskolen var som fodermester på Helnæs, og her var han på nippet til at kunne overtage gården.

I stedet købte han en mindre gård i Vormark med 14,5 hektar jord, og produktionen hurtigt blev udvidet fra 45 til 90 grisesøer.

Trods sin opvækst som bybo har Bo Fonager Lindholm altid haft interessen for landbrug og traktorer, og han havde sit eget landbrug med grisesøer i Vormark, da han blev medlem af Motor og Veterantraktorklubben. Billedet er fra pløjedagen i 2021. Foto: Erik Hansen

Trods sin opvækst som bybo har Bo Fonager Lindholm altid haft interessen for landbrug og traktorer, og han havde sit eget landbrug med grisesøer i Vormark, da han blev medlem af Motor og Veterantraktorklubben. Billedet er fra pløjedagen i 2021. Foto: Erik Hansen

Skriver bog

Efter fire og et halvt år med gode produktionsresultater i grisestalden og med tre traktorer af hofmærket David Brown og en enkelt MF 65'er i maskinhuset gik han - med egne ord - på røven, da ekskonen smuttede.

Trods det mindes med stor glæde de mange år med landbruget.

Endda i en sådan grad, at han er i gang med at skrive en bog om sin tid ved landbruget og med traktorer - ikke mindst til glæde for børnebørnene. Foreløbig er han oppe på 120-130 sider, afslører han.

Til Nyborg

Næste kapitel var i Nyborg hos Sanne og arbejdet hos TrioPlast og på byens elværk i 4,5 år, inden sygdommen ramte ham.

Imidlertid var interessen for gamle traktorer intakt, og på et tidspunkt havde han fire David Brown, en selvbinder, såmaskine og plove stående i et nedlagt kyllingehus i Svindinge, som han havde lejet sammen med Henning »KEW« Sørensen.

Det samme var entusiasmen i Motor og Veterantraktor Klubben Fyn.

Tovholder og hyggeonkel

- Mens de andre havde fokus på traktorerne og foreningens aktiviteter, har jeg nok mere fungeret som tovholder og hyggeonkel, lyder det fra Bo Fonager Lindholm.

Han glæder sig over, at de mange medlemmer og heldigvis også nye og yngre medlemmer kan samles om den fælles interesse for traktorer og maskiner.

- Det er dejligt at kunne vise, hvordan landbruget var engang, og at de stadig kan køre. Derfor har jeg følt som formand som en opgave at være med til at formidle det både ved vores arrangementer og på dyrskuerne.

Selvfølgelig har der også været episoder, som han i formandstiden kunne have været foruden. Således beklager han, deltagelsen ved høstdagen på Den Fynske Landsby efter 20 år måtte ophøre, da museet ikke længere ville acceptere medlemmernes »nyere maskiner« ved det gammeldags høstarbejde.

- Jeg går af med glæde efter 20 gode år, med håbet om mange spændende aktiviteter og en god fremtid for foreningen, var hans slutreplik, da han trådte tilbage efter de 20 år som formand ved generalforsamlingen i Ryslinge Forsamlingshus den 16. februar.

- Jeg går af med glæde efter 20 gode år, med håbet om mange spændende aktiviteter og en god fremtid for foreningen, lød slutreplikken fra Bo Fonager Lindholm.

- Jeg går af med glæde efter 20 gode år, med håbet om mange spændende aktiviteter og en god fremtid for foreningen, lød slutreplikken fra Bo Fonager Lindholm.