Endnu et land har fået konstateret afrikansk svinepest
Finland har registreret sit første tilfælde af afrikansk svinepest hos vildsvin. Myndighederne indfører omfattende restriktioner og advarer om konsekvenser for eksporten.

Yle News oplyser, at fundet af tre døde vildsvinegrise i det sydøstlige Finland har udløst en smittezone med restriktioner for jagt, skovarbejde og friluftsliv, mens svineeksporten risikerer at blive påvirket. Arkivfoto: Colourbox
Finland har registreret sit første tilfælde af afrikansk svinepest hos vildsvin, skriver Yle News.
Sygdommen er påvist hos tre døde vildsvin, der blev fundet i Vaalimaa i den sydøstlige del af landet.
For at begrænse smitten har de finske myndigheder oprettet en smittezone, som omfatter kommunerne Virolahti og Miehikkälä samt en del af det sydlige Lappeenranta. Inden for området ligger syv, overvejende mindre, bedrifter med grise.
Jagt er forbudt i hele smittezonen for at undgå, at vildsvin bliver forstyrret og spreder sygdommen til nye områder. Myndighederne vil desuden etablere en kernezone med en radius på 3 km omkring fundstedet. Her bliver skovarbejde, bær og svampeplukning, hundeluftning og andre udendørs aktiviteter forbudt.
74 millioner euro
I resten af smittezonen må hunde kun luftes i snor langs veje. Foder, korn og strøelse fra området må ikke anvendes til grise, og landbrugsmaskiner må først forlade området efter rengøring og desinfektion.
Det positive prøvesvar skal fortsat bekræftes af EU's referencelaboratorium i Spanien.
Fundet ventes at få betydning for Finlands eksport af grisekød til lande uden for EU. Sidste år eksporterede Finland grisekød for 74 millioner euro, heraf cirka 57 millioner euro til markeder uden for EU. Lande som Kina og Japan indfører ofte landsdækkende importrestriktioner efter udbrud af afrikansk svinepest, og de kan vare i flere år.




































