Den røde ko skal værdsættes

Det er RDM racens mange kvaliteter, som skal føre den ind i fremtiden.

Højgård ved Vrå rummer 260 køer, RDM, Holstein og krydsninger.

- Omkring halvdelen af køerne er RDM, fortæller mælkeproducent Morten Hansen, som tidligere på året blev landsformand for racen og samtidig også viceformand i raceudvalget for Viking Red i VikingGenetics.

Han er ikke i tvivl, hans hjerte banker for de røde køer.

- Jeg kan bare se, at det er en sundere ko, som har mere modstandskraft og holder bedre, forklarer Morten, som ikke og alene kan følge med i diverse produktionstal på landsplan, men også kan sammenligne dyrene i sin egen besætning.

- Jeg lukker for eksempel ikke mine holsteinkvier på græs, hvis jeg kan undgå det, for de kan ikke holde til det. De taber sig, og det gør de røde kvier altså ikke, forklarer Morten Hansen, som er meget bevidst om, at den ene race ikke er bedre end den anden, men at den røde ko har nogle kvaliteter, som han gerne vil have både sine kollegaer og forbrugerne til at få øjnene op for.

Diversitet

Køerne er knap så høje som holsteinkøer og passer måske bedre ind i nogle typer stalde.

- Bare i min stald er der omkring otte centimeter i højdeforskel på de røde og holsteinkøerne. Og jeg har ikke engang høje holsteinkøer. I dag snakker man om stor race og lille race. RDM er ikke nogen stor race, det er en mellemrace. Man vil i mange stalde kunne have flere røde køer end Holstein, og de vil ikke kræve mere arbejde, siger han.

Samtidig er de røde køer tungere og får en bedre pris hjem fra slagteriet.

- RDM er også en race i fremtiden, især når vi snakker om dyrevelfærd. Samtidig må vi ikke glemme ordet diversitet. Det snakker man meget om blandt planter og insekter, men der bør også være diversitet indenfor kvægracer, siger Morten Hansen.

Kvaliteter

Han håber, at flere vil få øjnene op for racen.

- Det er jo den ideelle ko til forbrugeren og appellerer til dem, der går op i dyrevelfærd, siger Morten Hansen og konstaterer, at der blandt den røde race også ses en lavere kodødelighed, som for ham vidner om en stærk sygdomsresistens.

- Min drøm er, at netop det bliver værdsat  de mange kvaliteter, konstaterer Morten Hansen.

Han håber på, at blandt andet mejerierne vil være med til at tale den røde race op ved at lave et brand, for eksempel ost fra røde køer.

- Den skal brandes på racens kvaliteter. Det er dansk, og det er nordisk, siger Morten Hansen.

Værdsættelse

Når Morten Hansen kigger på sine kollegaer i branchen, handler det om at kunne værdsætte noget andet i stalden.

- Jeg tænker også, at lige nu har vi regler for meget. Er næste skridt regler for genetik, ligesom vi ser omkring dyrevelfærd? Må vi avle lige så ekstremt, som vi vil, eller skal vi i højere grad også tænke dyrevelfærd her?

- Måske er kg mælk ikke bare mælk, man skal også have en god smag i munden.

Dyrskueklar

Morten Hansen glæder sig til endnu engang at kunne fremvise nogle af sine røde køer på Hjørring Dyrskue og slå et slag for racen.

Han stiller med fem RDM-køer og en RDM-kvie.

 

Effektivt Landbrug A/S

Odensevej 29
5550 Langskov