Murray Grey-racen skal vises frem

For Ejnar Frederiksen, Dronninglund, handler det ikke så meget om ærespræmier og rosetter, men mere om at få vist racen Murray Grey – en australsk kødkvægsrace.

Det er kun anden gang, at man på Hjørring Dyrskue får lov til at opleve den australske kødkvægsrace Murray Grey.

Første gang, racen blev vist i Hjørring, var i 2019, hvor et dyr blev fremvist af Ejnar Frederiksen, Mølbak ved Dronninglund.

I år er han med igen, denne gang med fire dyr. Men han er ikke alene, for flere andre avlere af racen har meldt deres ankomst, endda folk, som kommer langvejs fra, så hele 10 dyr i år repræsenterer racen på skuet.

- Jeg vil selvfølgelig gerne have en fløjplads, men om det er i den ene eller anden ende, betyder faktisk ikke så meget. Jeg vil bare gerne vise racen frem, både for forbrugerne, men i høj grad også for andre kødkvægsavlere, fortæller Ejnar Frederiksen.

En gang køer – altid køer

Ejnar Frederiksen er lærer på Nordjyllands Landbrugsskole og faktisk tidligere mælkeproducent, men det ville helbredet ikke. Ejnar solgte sin malkekvægsejendom i 2007, læste til lærer og underviser i dag blandt andet i kvæg, matematik og i værkstedet.

En gang køer – altid køer, og derfor skulle der foruden kørehestene af racen Oldenborg selvfølgelig være køer på Mølbak.

Det startede med Limousine. En race, som Ejnar Frederiksen faktisk var rigtig glad for, men efter et par uheldige år, hvor han mistede flere kalve ved fødslen, valgte Ejner Frederiksen, at der skulle ske noget nyt.

- Jeg læste en artikel om Murray Grey, og så var jeg nede at se dem på Landsskuet, og derefter var jeg egentlig ikke i tvivl, den race ville passe godt til mig, siger Ejner Frederiksen, som samtidig valgte at lægge ejendommen om til økologi.

Murray Grey skal overtage

Han købte en Murray Grey tyr og en kælvekvie.

- Jeg var så heldig, at kvien fik en kviekalv, og faktisk skal deres to kalve fra sidste år, hvor de begge fik en kviekalv efter samme tyr, med til Hjørring, fortæller Ejnar Frederiksen, som har omkring otte hundyr af racen gående, tyren og opdræt.

Limousineracen skal stille og roligt fases ud på Mølbak. Der går stadig enkelte renracede dyr og nogle kanongode krydsningskalve, halv Limousine, halv Murray Grey.

Formidabel spisekvalitet

Det er en spisekvalitet ud over det sædvanlige, som racen er kendt for, og det kan Ejnar Frederiksen kun bekræfte efter at have fået slagtet sin første Murray Grey tyr.

- Det er jo det, racen kan. De har en fantastisk spisekvalitet. Fedtmarmorering er helt unik og har også gjort racen til den mest vindende race i alle store kødkvalitetskonkurrencer i lande som Australien, New Zealand og USA, forklarer Ejnar Frederiksen.

Det er svært at sammenligne en konventionel produktion med limousinedyr med en øko-tilværelse med Murray Grey, men Ejnar Frederiksen har bestemt ikke fortrudt. Racerne har hver sine styrker, og alle Murray Greys fordele passer perfekt på Mølbak.

Murray Grey

Racen bliver kaldt Australiens nationale kødkvægsrace.

Racen stammer fra Murray Valley på grænsen mellem New South Wales og Victoria, i den sydlige del af Australien.

I 1960 blev den Australske raceforening for Murray Grey dannet, og mange kødkvægsavlere brugte de grå dyr i deres produktion med stor succes.

I dag er racen meget udbredt i Australien, men også eksporteret til New Zealand, Asien, Nordamerika og Europa.

England var det første land i Europa til at importere racen.

Maria og Folmer Hadberg-Rasmussen, Fyn, importerede de to første Murray Grey kvier fra England til Danmark i 2010, og året efter blev der lavet flere skylninger på de to kvier, som blev startskuddet til racens udbredelse i Danmark.

Der er løbende blevet importeret sæd fra de bedste Murray Grey tyre i Australien, og det vil fortsat være en af grundstenene til at forbedre racen i Danmark.

Kilde: murraygrey.dk

Effektivt Landbrug A/S

Odensevej 29
5550 Langskov