De avler dressurheste i topklasse

Det er toppen indenfor racen, Dansk Varmblod, der går i ringen, når makkerparret Jørn Damm og Jens Aage Nielsen, Himmerland, stiller med en samling efter guldhoppen Bolivia.

Jørn Damm er et kendt ansigt inden for Dansk Varmblod og blandt andet tidligere dommer. Han har været med i avlen af Dansk Varmblod gennem 50 år og opnået resultater, som de færreste nogensinde kommer i nærheden af.

Det var blandt andet ham, som med hoppen Diana efter Donauwind i 1981 fik kåret den første hoppe med guldmedalje i Dansk Varmblod nogensinde, en præstation, som først flere år senere blev gentaget af en anden avler.

Diana fik i alt 18 afkom, blev elitehoppe og fik tilkendt guldmedalje for afkom, som opnåede unikke resultater.

Guldhoppen Bolivia

På Hjørring Dyrskue vil man komme til at se endnu en guldmedaljehoppe. Den 20-årige Bolivia, som Jørn Damm ejer sammen med naboen Jens Aage Nielsen.

Et makkerpar som gennem 40 år har avlet Dansk Varmblods heste, både sammen og hver for dig. I Hjørring stiller de sammen med Jens Aage Nielsens datter, Lise Nielsen, med en samling efter hoppen Bolivia.

Bolivia er efter hingsten Blue Hors Future Cup. Hun stiller med et føl ved siden efter So Perfect.

Foruden stammoderen selv indgår der tre hopper i samlingen. En tre-årshoppe efter D´avie, der skal kåres i år. En sølvmedaljekåret seks-års hoppe efter Danciano, som er startet i ridning. Og en 12-års hoppe, Sandra, som er efter hingsten Sandro Hit.

Sandra ejes ikke af Jørgen Damm og Jens Aage Nielsen, men af Lise Nielsen. Hoppen stiller med et hingsteføl ved siden fra 20. maj efter Fynch Hatton.

Sælger hestene som føl

Lise Nielsen er ligeså bidt af Dansk Varmblod, som sin far og hans makker Jørn Damm. Det samme er hendes mand, Ruben, som er født og opvokset med Oldenborg, men allerede havde købt sin første Dansk Varmblods-hest, da han mødte Lise på Landsskuet i Herning.

Parret har tre børn, Nora, Laura og Carl, som har et par ponyer og også rider. De bor sammen på en tidligere rideskole med både ridehal samt ridebane udendørs.

Parret avler også på deres heste og vælger ofte først at sælge føllene som ungheste. Modsat er det hos Jørn Damm og Jens Aage Nielsen, som har en strategi om at sælge hestene som føl.

- Vi sælger blandt andet føl til Andreas Helgstrand hvert år, siger Jørn Damm.

Hingste-look

Og det er avlere som Helgstrand og Blue Hors, makkerparet giver æren for en så høj kvalitet af Dansk Varmblodsheste i Danmark.

- De har investeret i nogle af verdens bedste hingste, fortæller Jørn Damm, som derfor lige så gerne bruger hingste, der står i Danmark, som han køber sæd fra for eksempel Tyskland.

- For os er det allervigtigste i avlen, at hesten har tre gode gangarter. Hvis den kun har to, kan man lige så godt lade være, så bliver det aldrig nogen god dressurhest. Og så skal den selvfølgelig være køn, siger Jens Aage Nielsen, mens Jørn Damm supplerer.

- Vi kigger også meget på hingstens præstationer og præstationerne bag ved ham. Det betyder rigtig meget, og så skal han have sådan et hingste-look, siger Jørn Damm.

Eliteskuer og dyrskuepladsen i Hjørring

Selv kalder de to herrer sig for hestetossede. De har begge omkring 10 heste hver, foruden de seks-syv heste de ejer sammen.

I år forventer makkerparret syv føl.

Og selvom de hvert eneste år blandt andet kører til hingstekåring i Tyskland for at se på den absolutte top, er de selvfølgelig også at finde på dyrskuepladsen i Hjørring.

- Det er bare hyggeligt. Vi er altid i Hjørring og på Landsskuet. Mange Dansk Varmblodsavlere vælger et dyrskue fra, men det er kun fordi, de ikke ved, hvor hyggeligt det er, siger Jens Aage Nielsen.

Effektivt Landbrug A/S

Odensevej 29
5550 Langskov