Så er Hjørring Dyrskue i gang

I år fejrer Hjørring Dyrskue 175 års jubilæum plus to, da jubilæet skulle have været i 2020, men på grund af coronapandemien har der ikke været afholdt dyrskue i Hjørring. I 1845 blev »Hjørring Landøkonomiske Selskab« stiftet, og den første opgave blev at etablere et dyrskue. Derfor blev der bevilget 410 rigsdaler fra medlemskassen til dyrskuepræmier, så man den 16. oktober 1845 kunne afholde det første af slagsen.

I år er der tilmeldt 600 dyr til bedømmelse og i år kan skuet præsentere det højeste antal kødkvæg siden 2013 – endda med en race, som aldrig tidligere har været fremvist i Hjørring. Man skal helt tilbage til år 2003 for at se så mange tilmeldte kødkvægsdyr på Hjørring Dyrskue, hvor der i år stiller hele 138 styk mod 116 dyr i 2019, da der sidst blev afholdt dyrskue. Udstillingen er som sædvanligt godt båret på vej af Charolais og Limousine, der stiller med henholdsvis 37 og 24 dyr. Og så er der i år, med 21 tilmeldte dyr, det højeste antal Blonde-dyr siden 2008.

For første gang i skuets historie vil man i år også kunne se den japanske kødrace Wagyu, hvor 13 årige Mads Dissing Hansen, stiller med en ung kvie. Også, næsten ny, er racen Murray Grey, hvor der i 2019 for første gang blev udstillet et enkelt dyr på skuet i Hjørring. I år kan man dog glæde sig til hele 10 eksemplarer af racen.

Skuler man over til malkekøerne, vil man som altid i Hjørring kunne se alle fire malkeracer, dog samlet med færre tilmeldte end tidligere. Hjørring Dyrskue slutter i morgen lørdag klokken 16.00.

Effektivt Landbrug A/S

Odensevej 29
5550 Langskov