Niels Erik Thomsen, »Øster Stokbro« nord for Jerslev ved Brønderslev, er – forhåbentlig – en træt mand tirsdag morgen. Det betyder nemlig, at han og medarbejderne har høstet igennem i nat og, hvis alt er gået vel, har fået 100 hektar ud af de i alt 200 hektar hvede i hus, som han manglede at høste i går eftermiddag, hvor Effektivt Landbrug talte med ham.

- Vi har godt nok fået regn her til morgen, men vi kan ikke holde stille. Nu skal det være. Vi bliver ved, lige indtil regnen kommer i morgen tidlig, for vi er så langt henne på sæsonen, at nu skal det i hus, lød det fra den 58-årige Niels Erik Thomsen, der var klar til at klø på uanset vandprocenten.

Med sin Claas Lexion 780’er og 770’er høster han og medarbejderne årligt 500 hektar på bedriften, og dertil kommer 350 hektar, som de høster for andre. Derudover har han otte bigballepressere, og planen i går eftermiddags var at sende fem af dem ud at presse.

Tørrede godt

Mandag morgen faldt der 5-6 mm regn i nærområdet, men Niels Erik Thomsen var alligevel fortrøstningsfuld.

- Det lufter, så halmen har nået at tørre godt. Så om ti minutter kører én af presserne afsted, og så må vi se, om ikke der kommer nogle flere ud i løbet af eftermiddagen, lød det fra Niels Erik Thomsen, der i går eftermiddags manglede at presse cirka 10.000 bigballer for andre.

Den erfarne landmand virkede ikke nervøs, selvom vejrliget driller høsten.

- Vi må stjæle os til at høste. I går høstede jeg en lille smule, og det var med 21-22 procent vand, og i lørdags var der 20 procent vand. Men vi har været igennem lignende situationer tidligere. I 2001 regnede det hver dag fra 14. august til 9. september. Så det var jo lidt trist, men når vi analyserer billedet bagefter, så har vi kunnet konstatere, at det går ofte ikke så galt, som man frygter.

Så Niels Erik Thomsen er alt i alt fortrøstningsfuld.

- Udbytterne er gode. Vi har høstet 8-9 tons i rugen og i hveden indtil videre, og vinterrapsen gav cirka 4.900 kg, mens vinterbyggen gav 7,5-8 tons. Det kan man godt være tilfreds med herude, lød det fra landmanden, hvis bedrift årligt producerer 23.000-24.000 slagtesvin og 2 millioner slagtekyllinger.

Niels Erik Thomsen

  • 500 hektar
  • Høstudbytter: 8-9 tons i hvede og rug, 4.900 kg i vinterrapsen, 7,5-8 tons i vinterbyggen
  • 24.000 producerede slagtesvin årligt
  • 2 millioner producerede slagtekyllinger årligt