høst-tour

Vi skriver om høsten
- HVER DAG!

Nu bliver alle afgrøder høstmodne på hvedejorden syd for Kolding

- I de kommende dage forventer vi at kunne høste i stort set alle vores afgrøder, fortæller Hans Damgaard, der tror på 11-12 tons pr. hektar i 1. års hvede.

Tirsdag over middag kunne Hans Damgaard genoptage høsten af sin Ohio fremavls-hvede.

- Vi høstede i går (mandag) 45 hektar Ohio vinterhvede og har før da høstet cirka 50 hektar Torp hvede ud af i alt cirka 350 hektar hvede.

På Overgaard I/S, som Hans Damgaard ejer sammen med sin far, Jørgen Damgaard, nær Hejls mellem Kolding og Haderslev ikke langt fra Lillebælt, er der også høstet frøgræs.

- Vi har høstet 23 hektar strandsvingel og 30 hektar rajgræs, fortæller Hans Damgaard fra mejetærskeren, der er på vej gennem hveden.

- Det er alt, hvad vi har nået – så der er mange hektar endnu, der skal klares, inden vores i alt 600 hektar er høstet, lyder det optimistisk fra Hans Damgaard, der understreger, det kun er den 6. august og dermed masser af høstdage endnu – forhåbentlig.

Fornuftige udbytter

Uden at have været over en brovægt vil Hans Damgaard vurdere, at hveden gennemsnitligt ligger på 10 tons pr. hektar indtil nu og tilsvarende for resten af Overgaards endnu uhøstede hvede.

- Hveden giver bestemt fornuftigt, selvom udbyttemåleren på mejetærskeren mere fortæller om udbytteforskellen i marken end det præcise udbytte.

- Og 1. års hveden skal gerne holde 11-12 tons pr. hektar. Vi bor på hvedejord her ud mod Lillebælt, hvor vi i øvrigt hellere ønsker vækstsæsonen lidt for tør end lidt for våd – det plejer at give en god avl.

Vandprocenten har indtil nu ligget mellem 16 og 18 procent.

- Kornet er ok modnet, selv om marksprøjten nok laver en del grønskud i sprøjtesporerne. Vi har ikke nedvisnet noget med glyphosat – heller ikke foderkornet, for at vise mådehold med midlet, siger Hans Damgaard.

Næsten for god vækst

Vækstsæsonen har været helt perfekt på Overgaard.

- Vi fik etableret hveden tidligt og rigtig godt. Og det er mange år siden, vi har haft hvede, hvor ikke ét strå har lagt sig ned – det står helt fantastisk.

- Netop den Ohio-hvede, som vi høster i dag, har vi været bange for skulle lægge sig, da den var tidligt sået efter spinat. Og den blev allerede vækstreguleret og svampesprøjtet den 27. februar, da vi var bange for, at den skulle vokse fra os, fortæller Hans Damgaard.

- Det var helt ekstremt med den tidlige vækst sidst i februar. Og siden har det bare været fornuftig vækst uden lejesæd.

Torp-hveden på Overgaard står også fint uden lejesæd.

- Jeg høstede en 3. års Torp-hvede i sidste uge, og den skønner jeg også til omkring 10 tons pr. hektar, siger Hans Damgaard.

Alt er snart modent

Han forudser, at alle afgrøder bliver høstmodne på én gang i de nærmeste dage.

- Vi har to spinatsorter, som også bliver virkelig brune nu og høstklare. Det overrasker altid, hvor stærkt det går hen mod slutningen af væksten.

- Men der er bestemt ingen grund til panik, så tidligt vi endnu er. Ofte har vi høstet ind i september – det skal man ikke ønske, men det kan gå, siger Hans Damgaard.

Han finder dog ikke afgrøderne overmodne, og stråene er stadig til den grønne side.

Slutter med vinterraps

De cirka 60 hektar vinterraps på Overgaard er heller ikke høstet endnu.

- Men rapsen er langt fra moden endnu – oftest slutter vi af med at høste vinterraps. Dels har rapssorterne fra Dekalb nu skulpeopspringnings-resistens og dels stiger olieindholdet, når vi lader den modne raps stå længere. Og bliver vejret ustadigt, kan rapsen lettest tørre op igen.

Endelig er der et lille stykke havre på Overgaard.

- Vi skal høste det hele med én maskine og har ikke noget vinterbyg. Så vi har høstet ret koncentreret i disse dage.

- Der er stadig 450 hektar, der skal høstes – så vi presser lidt på nu for at komme videre, slutter Hans Damgaard.

- Overgaard I/S ved Hans og Jørgen Damgaard

- Hejls syd for Kolding ud mod Lillebælt

- Skal høste 600 hektar i år

- Vinterhvede, vinterraps, vårhvede, spinat og frøgræs

- Udbytte i gennemsnit 10 t/ha i hvede med 16-18 i vandprocent

- Bjærger årligt 1.000 bigballer halm

Læs mere om Høst-Tour

Effektivt Landbrug er endnu en gang landmandens tro følgesvend igennem årets høst. Under konceptet »Høst-Tour« tager vi læseren med rundt i hele landet og dækker årets høst. Bliv klar til høst med Effektivt Landbrugs årlige Høst-Tour, hvor vi sætter fokus på vigtige udviklinger og nyheder, du ikke må gå glip af.

Læs mere her

Læs også