Mikkel Smedegaard fra Langagergaard nær Mørke er markdriftsleder i en alder af kun 23, selvom det med titler ikke er sådan noget, de hænger sig i. 

- Jo, jeg tror det vist er den mest passende titel, selvom jeg jo altid kan gå hen og spørge til råds om alt muligt. For jeg ved ikke alt, siger Mikkel Smedegaard med et grin, imens han hentyder til sin chef Henrik Ulsted.

Mikkel har været ansat fast på gården i halvandet år, og er født og opvokset i Silkeborg.

Begge hans forældre er ingeniører, så det med landbrugslivet er ikke er noget, han direkte er født ind i, selvom hans far i de unge dage og farfar var landmand. Det lå i hvert fald mest i kortene, at han selv skulle videre ad en akademisk vej efter folkeskolen.

Mikkel Smedegaard er her i færd med at klargøre til at nedfælde gylle til økologisk hampfrø for en kunde. Han vurderer, at maskinstationen bruger cirka to tredjedele af tiden på egen bedrift og en tredjedel af ressourcerne på andre kunder.

Mikkel Smedegaard er her i færd med at klargøre til at nedfælde gylle til økologisk hampfrø for en kunde. Han vurderer, at maskinstationen bruger cirka to tredjedele af tiden på egen bedrift og en tredjedel af ressourcerne på andre kunder.

Landmandslivet trak

- Men jeg følte mest for landbruget. Jeg gik ét år på HF, hvor jeg afleverede den første store opgave, man skulle, og fik 12. Og kort efter droppede jeg ud, siger han med et grin og fortsætter:

- Jeg kunne simpelthen ikke. Jeg trak mig igennem hver eneste dag på skolen. Det var bare ikke det, jeg havde lyst til. Jeg havde arbejdet et år inden for landbruget før det, og jeg kunne bare mærke, at jeg savnede det hver eneste dag, siger han.

Mikkel Smedegaard har i løbet af sin ansættelse lavet en stribe videoer fra årets gang på Langagergaard, og han har sin egen kanal på Youtube med omtrent 11.500 faste abonnenter. Videoerne handler om alt lige fra stenopsamling, såning, gyllespredning, minkdemonstrationen i november samt løst og fast, hvor han desuden også svarer på spørgsmål om landbruget i Danmark.

- Jeg startede med at lave de her videoer, fordi hver gang jeg snakkede med nogen i byen om landbruget, så blev jeg mødt med en hel masse forkerte antagelser om det, siger han.

Han fortæller blandt andet, at landbrugets dyrevelfærd og hele kemidiskussionen efter hans mening er blevet fuldstændigt misforstået af mange personer i landet.

Mikkel Smedegaard ser sig selv som værende meget heldig i en alder af kun 23 at stå i spidsen for markdriften.

Mikkel Smedegaard ser sig selv som værende meget heldig i en alder af kun 23 at stå i spidsen for markdriften.

Tager gerne diskussionen

- Altså, jeg polerer det ikke i mine videoer. Jeg tror godt, at folk bare godt kan lide at se, at det er realistisk, det jeg laver. De kan godt lide, at der er ikke så meget pis, siger landmanden, der altid er frisk på en dialog.

- Jeg tager gerne debatter og diskussioner med stort set alle, som har en anden holdning til landbruget. Og det er så heller ikke min mission at skulle ændre deres holdning. Altså, min mission er bare, at jeg gerne vil forklare, hvordan det egentlig hænger sammen. Jeg synes ikke, det er svært at forklare dem det, men om de så vælger at tro på det eller lytte til det, det er så op til dem, siger Mikkel Smedegaard, hvis videoer bliver set omtrent 25.000 gange per video, selvom der er en række højdespringere iblandt.

Mikkel Smedegaard glæder sig til årets høst, som ligesom er højdepunktet. Den tid hvor hele årets slid kulminerer i udbytte. Og her vil Mikkel Smedegaard lave nogle videoer med jævne mellemrum i samarbejde med Effektivt Landbrug i forbindelse med vores årlige Høst-Tour.

Du kan blandt andet følge med på Effektivt Landbrugs Facebookside samt vores hjemmeside i løbet af høsten.

- Høsten er årets højdepunkt, siger Mikkel Smedegaard, der glæder sig til at komme i gang, når slaget skal slås.

- Høsten er årets højdepunkt, siger Mikkel Smedegaard, der glæder sig til at komme i gang, når slaget skal slås.

Fakta om gården og maskinstationen

  • På Langagergaard er der 350 hektar, hvor cirka 40 procent i år er foderkorn, og de sidste 60 procent er salgsafgrøder. 
  • Af afgrøder er der vinterhvede, vinterbyg og en smule vårbyg. Derudover er der vinterraps, fremavlshestebønner, brødrug, brødhvede og maltbyg.
  • Langagergaard Entreprenør og Maskinstation råder desuden over fire traktorer. To Deutz-Fahr mellem 150 og 200 hk samt to John Deere, begge med 350 hk. 
  • Derudover er der en CX 8090 mejetærsker fra New Holland, en bigballepresser, en minibigballer, to såmaskiner, en gyllevogn med en 30 meter bom, en Amazone UX 4200-sprøjte, en møgspreder og alt til at lave græs og hø.
Mikkel Smedegaards videoer har ofte over 25.000 visninger på Youtube, og man kan følge ham aktivt derinde ved at søge hans navn frem. Én af højdespringerne var dog en video fra den store minkdemonstration i København i november, som blev set over 43.000 gange.

Mikkel Smedegaards videoer har ofte over 25.000 visninger på Youtube, og man kan følge ham aktivt derinde ved at søge hans navn frem. Én af højdespringerne var dog en video fra den store minkdemonstration i København i november, som blev set over 43.000 gange.