Landboforening ryger på Instagram: - Mange bor side om side med en landmand uden nødvendigvis at vide, hvad der egentlig foregår
Djursland Landboforening lancerer nu Instagramprofilen djurs_landet. Forsøget er at give et indblik i hverdagen på landet på Djursland.

Foto: Djursland Landboforening
Hverdagen i landbruget er for mange noget, man kun ser i glimt fra landevejen eller når en traktor passerer. Nu vil Djursland Landboforening give et mere direkte indblik i livet på gårdene.
Foreningen har lanceret Instagramprofilen djurs_landet, hvor billeder fra hverdagen i landbruget på Djursland løbende bliver delt.
Formålet er at give borgere i lokalområdet et mere nærværende indblik i landbruget og i arbejdet på gårdene.
- Vi vil gerne invitere folk lidt tættere på hverdagen i landbruget. Mange bor side om side med en landmand uden nødvendigvis at vide, hvad der egentlig foregår i løbet af dagen eller året. Med billederne håber vi at skabe nysgerrighed og give et mere menneskeligt indblik i livet på landet, siger Mogens Hjort Jensen, formand for Djursland Landboforening.
Fortsat vigtig rolle
På Djursland spiller landbruget fortsat en vigtig rolle i mange lokalsamfund. Mange gårde har været en del af området i generationer, og landbruget bidrager fortsat til arbejdspladser og aktivitet i lokalområderne.
Med den nye profil ønsker landboforeningen at bygge bro mellem landbruget og de mennesker, der bor omkring det.
- Instagram er et oplagt sted at mødes visuelt. Mange mennesker har et forhold til landskabet og naturen omkring sig, og med billeder fra hverdagen på landet håber vi, at flere får lyst til at lære deres lokale landbrug lidt bedre at kende.
Profilen er netop lanceret og vil løbende blive opdateret med nye billeder fra landlivet på Djursland.










































