Lyt til artiklen Afspiller
Hele artiklen læst op
0:00 / 0:00

Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.

Kommuner og Naturstyrelsen må vente med at sende nye ansøgninger om EU-finansierede vådområde- og lavbundsprojekter.

Den anden ansøgningsrunde under ordningen »Vådområder og lavbundsprojekter 2026« skulle være åbnet 3. november og efter planen fortsætte frem til 23. februar 2027. Men en markant overansøgning i første runde får nu Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) til at udskyde åbningen.

Første runde lukkede 30. september og omfattede etablering af kvælstofvådområder, lavbundsprojekter, fosforvådområder og restaurering af ådale.

Styrelsen betegner den store interesse som positiv for udtagningsindsatsen. De mange ansøgninger betyder dog, at styrelsen først skal afklare, hvordan de påvirker den samlede bevilling til EU-finansierede etableringsprojekter.

Der er endnu ikke oplyst en ny åbningsdato. Styrelsen vil melde ud om mulighederne for tilskud, når der er klarhed over finansieringen.

De fleste lavbundsprojekter tager mere end seks år at gennemføre, oplyser minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen (S). Arkivfoto: Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd

De fleste lavbundsprojekter tager mere end seks år at gennemføre, oplyser minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen (S). Arkivfoto: Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd

Projekter tager mere end seks år

Udskydelsen kommer få dage efter, at minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen (S) erkendte, at lavbundsprojekterne tager længere tid at gennemføre end tidligere forudsat.

Erfaringerne fra igangværende projekter viser ifølge ministeren, at de fleste lavbundsprojekter tager mere end seks år. Forsinkelserne betyder samtidig, at projekternes forventede klimaeffekt indtræffer senere.

- Vi har hele tiden vidst, at der ville være bump på vejen med den grønne trepart. Vi har også hele tiden vidst, at der ville opstå nye udfordringer, når aftalens ambitioner skal omsættes til virkelighed. En af de udfordringer møder vi nu med lavbundsjorderne, siger Christian Rabjerg Madsen.

Ministeren fremhæver samtidig den store lokale opbakning til udtagningen. Regeringen arbejder ifølge udmeldingen med at fjerne barrierer, så projekterne hurtigere kan bevæge sig fra opstart til realisering.

En konkret ændring er på vej for mindre naturprojekter. Her skal miljøscreeningen kunne undlades, når det på forhånd kan udelukkes, at projektet får en væsentlig påvirkning af miljøet. Ifølge udmeldingen kan det forkorte sagsbehandlingen for omkring 60 procent af statens skovrejsnings- og vådområdeprojekter.

Andre dele er fortsat åbne

Udskydelsen gælder alene den nye runde for EU-finansierede etableringsprojekter. Det er fortsat muligt at søge tilskud til forundersøgelser og til nationalt finansierede etableringsprojekter frem til udgangen af 2026.

Det nationalt finansierede spor er målrettet mindre kvælstofvådområde- og lavbundsprojekter uden jordfordeling. Her kan blandt andre kommuner, private lodsejere og fonde søge tilskud. Styrelsen har gennem flere år oplevet markant interesse for kvælstofvådområder og lavbundsprojekter.

Ved åbningen af den nye ordning var der foreløbig afsat 100 millioner kroner til forundersøgelser. Siden kom der ansøgninger for over 600 millioner kroner. Overansøgningen er blevet imødekommet, og styrelsen er nu i gang med at give tilsagn.

Ifølge SGAV viser interessen et stort engagement blandt kommuner og lodsejere. Ordningen samler de tidligere ordninger for vand- og klimaprojekter og klima-lavbundsprojekter og følger op på »Aftale om et Grønt Danmark«.

I skrivende stund er der indmeldt 878 lavbundsprojekter i Mars-databasen, som dækker et areal på 104.276 hektar. Men af dem er der blot etableret 13 lavbundsprojekter. De dækker et areal på i alt 734 hektar.

Den grønne trepart